NEW YORK (Ekstra Bladet): I forvejen var der masser af spotlight på Serena Williams op til US Open, hvor hun – igen – jagter rekorden på 24 grand slam-titler.
For hendes tabte finale sidste år mod Naomi Osaka blev et drama, som på kontroversiel vis har fået et efterspil forud for dette års turnering.
Og så fulgte lodtrækningen. En veritabel bombe af slagsen. Et fjendtligt stjernemøde i første runde mod Maria Sharapova, der selvfølgelig har fået plads i primetime på Arthur Ashe Stadium mandag aften.
På netop den arena gik det helt op i hat og briller sidste år, da Serena skældte og smældte mod finalens dommer og blandt andet forsikrede ham, at han aldrig ville komme til at dømme en af hendes kampe igen.
Det har hun til dels fået ret i. I alt fald har turneringsledelsen ’for alle parters skyld’ valgt, at Carlos Ramos ikke dømmer nogen af Williams-søstrenes kampe i årets US Open.
Serenas første bliver altså hadeopgøret mod russeren, der i 2004 dukkede op som en 17-årig åbenbaring og slog amerikaneren i Wimbledon-finalen. Williams lovede sig selv, at hun ikke ville tabe til Sharapova igen, og det skete da også kun en enkelt gang samme år.
Siden har hun nærmest tørret gulv med russeren med 18 sejre i træk.
De to har ikke mødt hinanden siden kvartfinalen i Australian Open i 2016. Det skulle være sket ved French Open sidste år, men Williams trak sig forinden med en skade.
Hvad Serena Williams, der forleden trak sig i finalen i Toronto med en rygskade, selv mener om det hele, ved vi ikke. Hun udeblev nemlig fra den officielle mediedag for de topseedede fredag.
Overrasket over Sharapovas valg: - Interessant
Før Carolines jubilæum: - Der er styr på tingene