Stjernen deler personligt mareridt

Jelena Dokic opfordrer til, at vi alle rækker ud til dem, der har brug for det. For det havde været dejligt, hvis hun selv havde oplevet det i sin tid, skriver hun

Donna Vekic interviewes på banen efter sejr i 1. runde af Australian Open i januar. Intervieweren er ingen ringere end Jelena Dokic. Foto: Hannah Peters/Getty Images
Donna Vekic interviewes på banen efter sejr i 1. runde af Australian Open i januar. Intervieweren er ingen ringere end Jelena Dokic. Foto: Hannah Peters/Getty Images
Følg Tennis

Det virkede som om, verden lå for hendes fødder, da hun i 2000 bragede gennem lydmuren i international tennis og nåede semifinalen i Wimbledon. 17 år gammel.

Men historien om Jelena Dokic var andet end en ketsjer i et stærk venstrehånd.

Den australske pige med rødderne på Balkan knækkede siden sammen og forsvandt. Hun dukkede kortvarigt op igen nogle år senere men forsvandt så igen.

I dag er hun 38 år.

Hun har det ifølge eget udsagn virkelig godt og er på mange måder et andet sted i livet end dengang.

Voldelig og psykisk ustabil
Men erfaringerne med en ubønhørlig opmærksomhed fra fans, presse, sponsorer og arrangører samt en voldelig og psykisk ustabil far sidder der endnu. Det samme gør minderne.

Og derfor lagde hun i anledningen af World Mental Health Day 10. oktober et billede af sig selv på Instagram.

Et billede af en meget ung Jelena på et pressemøde under US Open i 2000.

Kinderne blusser, og blikket er tomt. Men isoleret set er det ikke unormalt, når man tænker på, at hun befandt sig i en af verdens største turneringer og måske netop i dét øjeblik sad og tænkte over et spørgsmål, hun havde fået af en journalist.

Men for Jelena Dokic fortæller billedet alt om den 21 år yngre pige.

- Dette billede vækker en masse sorg og smerte og blev taget i en periode af mit liv, hvor jeg kæmpede med depression, angst og PTSD. Blot nogle få år senere havde jeg nær begået selvmord, skriver hun på Instagram.

I den turnering nåede hun 4. runde og havde forinden spillet mod Monica Seles om bronze ved OL på hjemmebane i Sydney.

Tvang Jelena væk fra Australien
Året efter fortsatte den sportslige optur. Hun vandt sin første WTA-titel, nåede top10 på verdensranglisten og lignede i den grad den næste store stjerne. Men samtidig begyndte hendes siden berygtede far, Damir, at tiltvinge sig opmærksomhed.

I Australian Open 2001 blev han smidt ud, fordi han beskyldte WTA og arrangørerne for at fixe lodtrækningen til Lindsay Davenports fordel. Da havde han allerede sikret, at Jelena droppede Australien for at stille op for Jugoslavien.

Jelena Dokic 29. august 2000 under kampen mod Anna Smashnova fra Israel i 1. runde af US Open. En kamp Dokic vandt. Foto: Al Bello/Getty Images
Jelena Dokic 29. august 2000 under kampen mod Anna Smashnova fra Israel i 1. runde af US Open. En kamp Dokic vandt. Foto: Al Bello/Getty Images
 

Det kom siden frem, at han havde tvunget hende og udsat hende for vold – både fysisk og psykisk – for at overbevise hende. Mens hun knoklede for at holde trit med verdenstoppen, kæmpede hun en endnu større kamp privat. Men familieidyllen syntes uoprettelig, og hun endte med at rejse hjem til Australien – uden forældrene og med ny træner.

I Unbreakable, selvbiografien fra 2017, fortæller hun, hvordan hun forlod familien midt om natten - kun med en kuffert og sin ketsjertaske. Hun efterlod en otte år yngre bror og havde så massiv skyldfølelse, at hun overvejede selvmord.

- Jeg følte, at jeg svigtede. Min far lod mig ikke tale med min bror i fem-seks år. Det tog meget hårdt på mig. Jeg følte mig værdiløs, mistede selvtillid og selvværd. Jeg følte, at alle andre var et bedre sted end mig. Det eneste, jeg ønskede mig, var et normalt liv og at spille tennis, fortalte hun til BBC i forbindelse med bogudgivelsen.

'Ikke alle er heldige nok'
Herfra begyndte den sportslige nedtur, og Dokic havde sværere og sværere ved at spille sig ind i de store turneringer. Først i 2011 lykkedes det hende igen at vinde en turnering på WTA Touren.

Men opturen derefter udeblev, og de følgende sæsoner var plaget af skader og dårlig form, og hun endte med at indstille karrieren med udgangen af 2013 – 30 år gammel.

Siden fulgte en periode, hvor hun tog voldsomt på i vægt - og tabte det igen, som du kan læse om her: Vild forvandling: Taber 53 kilo på 18 måneder

- I dag er jeg et helt andet sted, skriver hun nu på Instagram.

Hun skriver, at hun med de erfaringer, hun har, og hvor hun er kommet ud på den anden side, ved, hvor vigtigt det er at være der for andre end sig selv.

- Jeg ved, at det ikke er alle, der er heldige nok at klare sig gennem vanskelige perioder, som jeg gjorde, skriver hun og tilføjer vigtigheden af at gøre opmærksom på mental sundhed og sygdom.

- Det kan være, det ikke ser ud af meget, men for dem, der døjer med mentale udfordringer, er viden om, at andre tager sig af dig en kæmpe forskel, skriver hun og opfordrer alle til at tage sig af dem, der måtte have brug for det.

Du kan læse flere historier om hendes barske liv her: Tennisstjernen overraskede alle - levede et forfærdeligt liv

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter