Stolt Caroline efter lille 'krise': Jeg har håndteret det flot

- Det har været to mentalt meget krævende uger, og jeg er stolt af, hvordan jeg har kæmpet mig igennem, sagde finaleklar Wozniacki

En glad og stolt Caroline Wozniacki er finaleklar for anden gang på en uge. Foto: AP
En glad og stolt Caroline Wozniacki er finaleklar for anden gang på en uge. Foto: AP

Caroline Wozniacki var lutter smil, da hun mødte pressen efter sin semifinalesejr i Dubai. Det ene af dem var et stolt et af slagsen:

- Det har været et par gode uger, og jeg er ret godt tilfreds med mit spil. Men jeg er ikke mindst tilfreds med, hvordan jeg er kommet igennem dem, for det har været mentalt meget krævende. Jeg har kæmpet mig igennem, og det er jeg stolt af.

Det sidste handler selvsagt om sidste uges turnering i Qatar, hvor regn ustandselig sendte hende frem og tilbage mellem banen og omklædningsrummet, og hvor hun måtte spille såvel kvart- som semifinale samme fredag, før hun lørdag tabte finalen.

- Der er ikke nogen særlige tricks, men det handler om at få den nødvendige hvile, når chancen er der. Jeg kender min krop så godt efterhånden. I forgårs (mod Bondarenko, red.) havde jeg en lille krise, hvor jeg virkelig måtte hanke op i mig selv. Siden har jeg fået god søvn og mad og er kommet op igen, forklarede hun.

Siden fulgte en længere forklaring til pressen på, hvordan hun har følt sig uheldig med skader gennem en længere periode, før den første kamp ved US Open i august blev vendepunktet.

- Derfra fik jeg momentum, og jeg har spillet godt siden, konstaterede hun glad.

Hun er nu den spiller, der sammenlagt har vundet flest kampe i turneringen i Dubai, hvor hun seks gange har været i semifinalen og i 2011 også vandt finalen.

- Det er vel også en slags statistik. Forhåbentlig kan jeg holde dampen oppe en kamp mere, og så får jeg en velfortjent pause, smilede Caroline Wozniacki.

I lørdagens finale i Dubai skal Wozniacki op mod den syvendeseedede ukrainer, Elina Svitolina. Hun slog overraskende den topseedede tysker, Angelique Kerber, i to sæt i sin semifinale.

Svitolina ligger nummer 13 på verdensranglisten, hvilket er to pladser over Wozniacki. De to har mødtes en gang tidligere. Dengang, i 2016, vandt ukraineren efter tre tætte sæt.

For seks dage siden tabte Caroline Wozniacki finalen i Doha i to sæt til Karoline Pliskova, men lørdag får hun en ny chance for at stryge helt til tops.

Vinder Wozniacki finalen, rykker hun op som verdens nummer 13.

Se også: Klasse-Caroline i finalen: Topbrag venter

Se også: Wozniacki taler ud om kærligheden: Her er hendes krav til kæresten

 

 

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere