Super-Carla bøjer sig: Caroline går i finalen

Carla Suárez Navarro erkendte sit nederlag til Caroline Wozniacki, som hun har store respekt for - og tipper til at gå i finalen ved Australian Open

Caroline Wozniacki har løftet sit spil, erkender Carla Suárez Navarro efter sit nederlag. Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix
Caroline Wozniacki har løftet sit spil, erkender Carla Suárez Navarro efter sit nederlag. Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Det var deres ottende opgør, og det var hendes sjette nederlag. I en kvartfinale i en grand slam gør et nederlag ondt, men spanske Carla Suárez Navarro var alligevel stor i nederlagets stund.

Om sit ydmygende æg i første sæt sagde hun:

- Hun var utrolig. Virkelig god.

- Men jeg blev bare ved med at kæmpe og troede hele tiden på, at jeg ville få mine chancer, hvis jeg blev ved med at være aggressiv. Og dem fik jeg så, sagde spanieren, der afværgede en matchbold i andet sæt for siden at tage det i en tiebreak.

I den periode var det hende, der var mest styrende, men lidt hen i tredje sæt fik Caroline Wozniacki tilbageerobret mere af initiativet.

- Jeg ved jo, hvordan hun spiller. Vi har altid lange kampe, og begge har muligheder undervejs. Men i dag flyttede hun mig rundt i første sæt. Og hun var igen bedre end mig mod slutningen, lød det anerkendende fra spanieren, der kan har bemærket nogle nye styrker hos den velkendte modstander.

- Hendes serv er blevet meget bedre. Hendes baghånd har altid været god, men nu er hendes forhånd også blevet mere aggressiv. Mentalt og fysisk har hun jo altid været stærk.

Hvem ser den erfarne spiller så gå hele vejen i den grand slam, hun måtte forlade.

- Den er svær. Der er forskellige stilarter tilbage i feltet. Der er verdens nummer et og tidligere verdensettere. Simona Halep har imponeret mig ved at vise stor styrke efter sin ankelskade forleden. Kerber har også set stærk ud.

- Men jo, jeg tror på Caroline mod Halep i finalen.

32 kommentarer
Vis kommentarer