Både Holger Rune og Nick Kyrgios deler vandene hos tennisfans rundt om i verden.
Begge spillere har voldsomme temperamenter, der kommer til udtryk, når spillet ikke fungerer, familien blander sig eller dommeren ikke dømmer ordentligt ifølge dem.
Man kan derfor diskutere, om Holger Rune bør se op til australieren, da det måske ikke ligefrem vil gavne danskerens udbrud under kampene.
Nick Kyrgios vil dog hjertens gerne arbejde med den unge dansker og agere mentor for ham, hvis det stod til ham selv.
Det skriver han i en story på sin Instagram, efter han fik spørgsmålet, om han havde lyst til at træne eller være mentor for nogen.
- Ja, det ville jeg elske. Den person som jeg ville hjælpe, er Holger Rune, skriver Kyrgios.
Mødes i maj
De to tennisstjerner har fortsat ikke mødt hinanden på banen, men det er blot et spørgsmål om tid, før 19-årige Rune møder 27-årige Kyrgios.
Den 24. maj er der nemlig blevet arrangeret en opvisningskamp i Royal Arena mellem netop de to spillere.
Holger Rune, der måtte se sig slået i fjerde runde i Australian Open, da han tabte til Andrey Rublev, skal i aktion igen i starten af februar, når det danske Davis Cup-landshold møder Indien i Royal Stage i Hillerød.
Nick Kyrgios må vente noget længere tid med at skulle i aktion.
Australieren måtte nemlig melde afbud til Australian Open, da han var tvunget til at gennemgå en knæoperation, og han er derfor ude i længere tid.