Tennisspilleren Maria Sharapova har vundet grand slam-turneringen French Open to gange, og måske er den 31-årige russer på vej tilbage til tidligere styrke.
Hun leverede i hvert fald en imponerende præstation, da hun lørdag pulveriserede sjetteseedede Karolína Plísková på grusunderlaget på Roland Garros.
6-2, 6-1 lød de knusende sætcifre, og nu kan turneringen få et gigantopgør mellem Sharapova og Serena Williams i ottendedelsfinalen. Det kræver dog, at Williams besejrer Julia Görges senere lørdag.
Sharapova brugte kun 59 minutter på at besejre Plisková, der lå øverst på verdensranglisten for mindre end et år siden.
Selv er russeren seedet 28 i turneringen. Det er første gang, hun er seedet i en grand slam-turnering, siden hun vendte tilbage fra sin dopingkarantæne sidste forår.
Tidligere French Open-mester udspiller Stosur med æg
Garbiñe Muguruza leverede flot grustennis, da spanieren lørdag spadserede videre til fjerde runde i grand slam-turneringen French Open.
Nummer tre i verden, der også er tredjeseedet, vandt 6-0, 6-2 over australieren Samantha Stosur.
Det er femte år i træk, at Muguruza har vundet sine første tre kampe ved French Open.
Muguruza, som vandt French Open i 2016, var ustyrlig i første sæt, hvor hun med hårde grundslag styrede begivenhederne fra baglinjen.
Stosur forsøgte med defensive slag at komme ind i duellerne, men modstanden var for hård.
Når australieren gik frem til nettet, der er hendes speciale, sendte Muguruza bare boldene elegant forbi eller over sin modstanders hoved.
Det lykkedes Stosur at vinde ti point, men ikke et eneste parti i første sæt, som endte med et såkaldt æg. I tennis kalder man det for et æg, når en spiller vinder 6-0.
Stosur, som tidligere har vundet US Open og i 2010 nåede frem til finalen i French Open, var lidt bedre med i andet sæt.
Her fulgte Stosur med til stillingen 2-2, hvorefter Muguruza vandt fire partier i træk og dermed kampen.
- Det var en hård modstander, jeg slog ud. Hun er grand slam-vinder og tidligere finalist her.
- Jeg vidste, at hvis jeg ikke spillede mit bedste tennis, så ville det blive svært, siger Muguruza i et interview efter kampen.
I fjerde runde, som svarer til turneringens ottendedelsfinale, skal Muguruza nu møde ukraineren Lesia Tsurenko.
I tredje runde vandt Tsurenko 6-2, 6-4 over sloveneren Magdalena Rybarikova, der var seedet som nummer 19.
Esteren Anett Kontaveit, der er 25.-seedet, er også videre blandt de 16 bedste efter en sejr på 7-6, 7-6 over tjekken Petra Kvitova, der var ottendeseedet.
Kontaveit skal møde den tiendeseedede amerikaner og US Open-mester, Sloane Stephens, i fjerde runde.
Stephens var i store problemer, men endte med at slå italieneren Camila Giorgi med 4-6, 6-1, 8-6.
Forbund efter Wozniacki-brøler: Kludder i maskineriet