Tak for kaffe: Fik udbetalt 15 kroner

Livet i tennissportens nedre lag er knap så luksuriøse, og forleden forlod franske Sara Cakarevic en turnering i Prag med en 'præmiecheck' på to en kvart euro

Sara Cakarevic må ind i mellem se langt efter de store præmiepenge. Foto: Instagram
Sara Cakarevic må ind i mellem se langt efter de store præmiepenge. Foto: Instagram

Det kommer næppe som nogen overraskelse for nogen, at Roger Federer tjener væsentligt mere på sin sport end de spillere, der turnerer rundt på ITF-turen, niveauet under de velkendte ATP- og WTA-turneringer.

Men at en spiller kan rejse fra en turnering med en ’præmiecheck’ på under 20 kroner, vil nok alligevel komme bag på de fleste.

Det var ikke desto mindre, hvad Sara Cakarevic oplevede, da hun forleden måtte forlade en turnering i Prag efter et nederlag i første runde til argentinske Paula Ormaechea, verdens nummer 291, på 7-5, 3-6, 8-10.

Den 24-årige franskmand valgte at lægge sin afregning ud på sociale medier, og den viste, at hun efter tilmeldingsgebyr og skat kunne tjekke ud med et beløb på 2,25 euro.

’De 25 cent fik jeg ikke engang’, konstaterer hun galgenhumoristisk og ’forbruger’ straks sine to euro med et ’tak for gratis kaffe’ og et ’jeg ville ønske, det var en joke’.

Verdens nummer 410 nåede i marts en finale i Le Havre og indkasserede godt 15.000 kroner, og den slags succes’er er velkomne i de tennislag, hvor mange spillere med større drømme ellers må klare sig til dagen og grusvejen med hjælp hjemmefra, lån, afstikkere til klubtennis og måske en enkelt sponsor.

Og under corona-pandemien er forskellene blevet trukket endnu hårdere op, for turneringerne har været færre, og præmiepengene har taget et markant dyk.

Spillernes organisationer har ikke kunnet hjælpe meget på den økonomiske front, og selv stjernerne har jamret lidt undervejs.

For eksempel fortalte den russiske topspiller, Elena Svitolina for nylig, at hun havde været nødt til at skære ned på sit medrejsende entourage for at få tingene til at hænge sammen.

- Præmiepengene bliver mindre, og vi må alle tilpasse os og tænke lidt smartere, sagde Svitolina, der dog tidligere har tjent over 20 millioner dollars i præmiepenge.

Så måske burde hun byde Sara Cakarevic på en kop kaffe, hvis hun skulle rende ind i hende et sted.