Der var stor dramatik, da Clara Tauson sikrede sig en plads i hovedturneringen af Roland Garros efter en sejr over svenske Mirjam Björklund i den afgørende kvalifikationsrunde.
Undervejs i kampen dømte linjedommeren fodfejl på Clara Tauson hele tre gange.
Og til sidst fik danskeren simpelthen nok og skreg ud, at det blev nødt til at stoppe.
- Han dømmer fodfejl tre gange på tre gode server. Jeg har måske fået dømt en fodfejl to gange i mit liv. Det var det samme tre gange. Nede i den anden ende var der ikke nogen problemer.
- Jeg kunne jo se på mit skomærke i gruset, at jeg ikke rammer linjen. Så for mig er det lidt latterligt. Men det kan jeg ikke gøre noget ved. Og det kan dommeren heller ikke gøre noget ved. Jeg må tage det, siger Clara Tauson.
Der var dog nok at glæde sig over efter kampen.
Sejren betyder nemlig, at den 20-årige dansker nu endelig er klar til en Grand Slam.
Noget, der selvsagt var en stor forløsning for hende.
- Det føles godt. Det er noget, jeg ikke har gjort siden US Open, så det er selvfølgelig dejligt at være tilbage.
- Jeg ved, jeg hører til her. Jeg ved, jeg kan spille godt og forhåbentlig også vinde en kamp. Selvfølgelig er jeg glad for at have vundet tre kampe i træk på grus mod nogle gode spillere, men nu ser jeg kun fremad, siger Clara Tauson.
Det er endnu ikke fastlagt, hvem Clara Tauson skal møde i første runde af Roland Garros, og hvornår hun skal spille.
Den danske tennisspiller skal ifølge grand slam-turneringens hjemmeside dyste mod Aliaksandra Sasnovich.
Den 29-årige tennisspiller fra Belarus er placeret som nummer 50 på verdensranglisten. I 2022 var hun oppe på sin hidtil bedste placering som nummer 29 i verden.