Tennis-kometen Amanda Anisimova er blevet ramt af en personlig tragedie.
Den 17-årige amerikaners far, Konstantin, er pludseligt fundet død mandag. Det bekræfter spillerens agent over for ESPN.
Dødsårsagen er endnu uvis, men de triste omstændigheder har fået omgående konsekvenser for Anisimova.
Hun har valgt at trække sig fra US Open, som begynder slutningen af august.
Konstantin Anisimova figurerede ikke kun som faderlig støtte for sin datter - han var også hendes træner.
Den dobbeltrolle har han tilsyneladende løst upåklageligt, for samarbejdet mellem de to har været særdeles gunstigt.
Amanda Anisimova er strøget frem på verdensranglisten siden sin entré i WTA-regi.
Her er hun aktuelt placeret som nummer 24 i verden, hvilket gør hende til den bedst placerede teenager i top 100.
Det helt store gennembrud fik hun ved dette års French Open, hvor Anisimova spillede sig helt frem til semifinalen efter blandt andet at have besejret den tidligere vinder, Simona Halep, på sin vej.
Den flotte bedrift bliver nu med sikkerhed hendes bedste Grand Slam-resultat i år, eftersom afbuddet til US Open er blevet en realitet.
Anisimova har endnu ikke udtalt sig offentligt efter faderens triste bortgang.