Historiens vel nok bedste, kvindelige tennisspiller, Serena Williams, har travlt med at få sine private ærinder overstået, før hun igen træder ind på den globale scene – formentlig ved Australian Open i januar.
Den 36-årige amerikaner går således til alteret allerede i morgen, bare 11 uger efter at have født sin datter, Alexis Olympia Ohanian Jr., for at sige ’I do’.
Hun og Alexis Ohanian, 34, multi-millionær og medstifter af Reddit har således booket tid hos Contemporary Arts Center i New Orleans til et lynbryllup, som de længe har haft held til at holde hemmeligt.
Flere medier skriver, at en lang række kendte forventes at overvære højtideligheden og feste med parret bagefter. Navne som Beyoncé, Jay Z, Eva Longoria, Kelly Rowland, Ciara og Kris Jenner er nævnt, og hendes nære veninde Caroline Wozniacki kigger selvfølgelig også forbi, bekræfter hendes bror, Patrik Wozniacki.
Gæsterne vil først kende detaljerne for dagen torsdag morgen, skriver Daily Mail, som erfarer, at gæsterne ikke får lov at tage billeder med deres telefoner. Den rettighed er nemlig gået til Vogue-redaktør Anna Wintour, som mange gange er set i selskab med Williams-søstrene og Wozniacki til modeshows.
En kilde siger til avisen, at brylluppet vil blive lidt af et udstyrsstykke med 250 gæster og koste mere end en million dollars – dagskursen hedder 6,28 kroner – og det hele styres af bryllupsplanlæggeren Preston Bailey.
En babysitter er selvsagt hyret for hele dagen og aftenen.
Bryllupsrejsen foreligger der intet om, men den 23-dobbelte grand slam-vinder forventes snart tilbage på træningsbanen for at gøre sig klar til at forsvare sin titel i Melbourne i januar.
Gravid superstjerne har bestemt sig: Det er den mest vanvittige plan
Sharapova i ny bog: Derfor hader Serena mig
Caroline om Serenas nye liv: Det er meget specielt for hende
Wozniackis største bedrifter: 'Hun lå hjælpeløst rystende på banen'