Tennisstjerner giver Trump fingeren

Australier mødte frem med 'f**k Trump' på sin t-shirt, og Rafael Nadal undsiger hans væremåde, mens Wozniacki vælger diplomatiets vej

Donald Trump vrænger på næsten af en kamp i US Open. Flere tennisstjerner gør det samme i forhold til den kommende præsident. Foto: All Over Press
Donald Trump vrænger på næsten af en kamp i US Open. Flere tennisstjerner gør det samme i forhold til den kommende præsident. Foto: All Over Press

Det kan godt være, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, er en stor tennisfan, ikke mindst af de kvindelige spillere. Han har været en fast gæst ved US Open hjemme i New York, blandt andet i Caroline Wozniackis boks, og han har erklæret, at Ana Ivanovic er den smukkeste kvinde, han har mødt.

Han har sågar forsøgt sig som manager for talentet Monique Viele tilbage i 90’erne. Dog uden succes. Og han har i 2012 deltaget i WTA-kampagnen ’Strong is beautiful’ side om side med souldronningen Aretha Franklin og milliardærkollegaen Richard Branson.

Men kærligheden er ikke just gengældt blandt tidens topspillere.

Forleden mødte den australske badboy Nick Kyrgios til en opvisningskamp i Sydney iført en t-shirt med påskriften ‘F**k Donald Trump’. Og da pressen spurgte til budskabet, svarede han bare, at den var forklaring nok i sig selv.

Da verdensstjernen Rafael Nadal her ved Australian Open blev bedt om sit syn på Trump, lød svaret:

- Han er ikke min stil. Jeg var i USA, da han førte kampagne, og jeg bryder mig ikke om hans manérer og måde at tale på, svarede spanieren, som i det hele taget ikke bifalder udviklingen på den politiske scene.

- Alt laves til et show, også i Spanien. Men Spanien er et land, vores gave og vores fremtid, sagde han og appellerede til, at fløjene snart fandt mere sammen om at lede landet fornuftigt.

Forrige år spillede Caroline Wozniacki tennis med Barrack Obama, og forleden sagde hun farvel med nedenstående tweet:

- Hvad lå der i det budskab?

- Ikke så meget. Men nu takkede han af efter otte år som præsident. Det var den eneste gang, jeg rigtig har mødt ham.

Da Trump blev valgt, tweetede Wozniacki blot et ’wow’.

- Hvad lå der så i det?

- Jamen, det havde jeg ikke regnet med. Som de fleste andre troede jeg, at Hillary ville vinde.

- Men du har mødt Trump?

- Ja, han kom og så mig ved US Open for nogle år siden.

- Bliver han en god præsident?

- Nu må vi se. Jeg er ikke politiker. Det vil jeg helst ikke udtale mig om, lyder det diplomatiske svar.

Se også: Stegende hede får Wozniacki til at justere inden første kamp

Se også: Caroline har to kampe til at finde topniveauet

Se også: Stålsat Caroline: Jeg er hvor jeg skal være

Se også: Wozniacki-humor giver knubs: 'Fatter ikke de hoppede på kænguru-løgnen'

 

 

122 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere