TV 2-kommentator i stormvejr: Lortedametennis!

TV 2 Sports ekspertkommentator Peter Bastiansen er kommet i modvind, efter han kom med stødende kommentarer, da han troede mikrofonen var slukket

Novak Djokokic og Rafael Nadal spillede finale i Rom søndag aften. En kamp man kunne se på TV 2 Play. Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix
Novak Djokokic og Rafael Nadal spillede finale i Rom søndag aften. En kamp man kunne se på TV 2 Play. Foto: Filippo Monteforte/AFP/Ritzau Scanpix

En ellers fin dækning af finalen mellem Rafael Nadal og Novak Djokovic i Rom blev søndag aften skæmmet voldsomt af TV 2 Sports kommentatorer, Kenneth Hansen og Peter Bastiansen, da disse glemte at slukke for mikrofonen efter endt kommentering.

Ekstra Bladet erfarer, at der forekom et ordvalg, der bestemt ikke lød som noget, der skulle have været ud til seerne, og som angiveligt fandt sted i en situation, hvor kommentatorerne troede, der var slukket for mikrofonen.

Ifølge flere seere, der har ytret deres irritation og vrede på specielt tv-stationens facebook-side, der helliger sig tennis, var det primært udtrykket ’lortedametennis’, som ekspertkommentator Peter Bastiansen kaldte det, der faldt for brystet.

Derudover aftalte de angiveligt at mødes til en privat paddlekamp.

- Ups I glemte vist i var på åben mike, da i efter kampen, talte om ’lortedametennis’! Ud med jer og ind med nogle der respekterer begge dele. I er alligevel ikke meget værd at høre på', skriver en seer.

- ’Lorte dametennis’!??? Hvad sker der for kommentatoren efter herrefinalen??!! De glemte at slukke deres mikrofoner mens de både svinede dametennis til og aftalte privat paddlekamp??! Virkelig uheldigt. Håber TV2 skynder sig at finde nogle lidt kvikkere folk, skriver en seer.

En anden skriver: 'Den var virkelig pinlig!!! Sad og krummende tæer herhjemme'.

Peter Bastiansen ved en tidligere lejlighed foran en TV2-mikrofon. Dengang var han turneringsdirektør for Copenhagen Open. Foto: Ritzau Scanpix
Peter Bastiansen ved en tidligere lejlighed foran en TV2-mikrofon. Dengang var han turneringsdirektør for Copenhagen Open. Foto: Ritzau Scanpix

Ekstra Bladet har mandag talt med kanalchef Kristian Hyldgaard, TV2 Sport, der mener, episoden kan kategoriseres som en menneskelig fejl.

- Vi sender jo så meget live hele tiden, og der sker så det, at de sidder de og snakker om nogle småting efterfølgende. Det er helt naturligt efter to lange kampe den dag

- Det er bare uheldigt, at vi rent teknisk ikke får fulgt vores interne procedurer med, at man går ud af boksen, når man er færdig med at kommentere. Det er ikke første gang, det er sket, og vi er lige kede af det hver gang. Det her er endnu en reminder om, at man ikke skal tale privat i det rum

- En del seere har reageret med forargelse på udtalelsen på jeres Facebook-side?

- Jeg har ikke læst det hele, men jeg fornemmer det, ja. Det vigtigste er, at de efter at have siddet med en superflot herrefinale, var skuffede over den damefinale, vi havde vist tidligere på dagen. Det tror jeg alle kan sætte sig ind i. Det er helt menneskeligt.

- En ting er teknik og træthed. Noget andet er vel den markante holdning, der ligger i udsagnet?

- Det har jo intet med vores holdning til dametennis at gøre. Vi har tværtimod investeret massivt i rettighederne til WTA-tennis, siger Kristian Hyldgaard.

- Og Peter Bastiansen er altid supervelforberedt. Han var skuffet, men det er ikke udtryk for noget generaliserende. Man kan ikke bare tage en enkelt sætning ud af konteksten efter tre udmattende timer i boksen.

- Får det nogen konsekvenser for ham?

- Vi har talt med Peter om det, og det får den konsekvens, at han fremover husker at forlade boksen, hvis han skal tale privat

- Har sagen vakt intern furore på TV2?

- Nej, det synes jeg ikke. Den er vist heller ikke nået så bredt ud. Men vi er selvfølgelig ærgerlige over, at der røg en finke af panden.

Det er ikke lykkedes at indhente en kommentar fra Peter Bastiansen.

Kampen kan stadig ses på play.tv2.dk, men programmet er nu kortet af, så man kun lige præcis får afslutningen med.