Holger Rune er blevet en del af verdenstoppen, mens Clara Tauson så småt er begyndt at finde formen igen.
Alligevel har TV 2 endnu ikke sikret sig rettighederne til den mest prestigefyldte tennisturnering i kalenderen, og noget tyder på, at det heller ikke kommer til at ske.
Det fortæller sportschef på TV 2 Frederik Lauesen til Ekstra Bladet.
- Vi kigger på alle rettigheder, og der er ingen tvivl om, at Wimbledon er en superattraktiv vare. Vi har været rigtig glade for at have den, efter vi fik den tilbage for fire år siden, men der er rigtig mange rettighederne derude, og der handler det også om at prioritere vores penge.
- Hører jeg dig sige, at man ikke skal regne med at se Wimbledon på TV 2’s kanaler de kommende år?
- Det er for tidligt at udelukke, men jeg kan kun notere mig, at vi på nuværende tidspunkt ikke har dem.
Der var ellers stor jubel at spore, da TV 2 tilbage i 2019 kunne fortælle, at de igen ville sende den traditionsrige græsturnering.
TV 2 har i forvejen rettighederne til at sende tennis fra WTA-Touren til og med 2026, ligesom man også flittigt kan vise Holger Runes kampe fra diverse ATP-turneringer i resten af 2023.
Men den mest prestigefyldte grand slam-turnering af dem alle ser altså ikke ud til at blive sendt på TV 2, og det har også noget med tidspunktet at gøre, forklarer sportschefen.
- Der er også det specielle ved lige præcis Wimbledon, at det falder sammen med Tour de France, som jo også fylder rigtig meget på TV 2’s platforme.
Tv-stationen har tidligere haft rettighederne til Wimbledon fra 1999-2006, inden de i 2019 igen kunne vise tennis fra de engelske græsbaner.
Ekstra Bladet har været i kontakt med Warner Bros. Discovery, der har rettighederne til de tre øvrige grand slam-turneringer, og som tirsdag kunne meddele, at de har sikret sig eksklusive rettigheder til at sende US Open de næste fem år.
De ønsker ikke at udtale sig om Wimbledon-rettighederne.
Ekstra Bladet har forgæves også forsøgt at få en kommentar fra Viaplay, der tidligere har haft rettighederne til Wimbledon, der løber af stablen fra 3. til 16. juli.
--------- SPLIT ELEMENT ---------