Caroline Wozniacki er klar til kvartfinalerne ved WTA-turneringen i Dubai.
Den 24-årige danske tennisspiller besejrede onsdag franske Alizé Cornet i tredje runde med cifrene 6-4, 6-0.
Efter et lige første sæt var danskeren helt overlegen i andet sæt, hvor hun udraderede sidste års tabende finalist i turneringen.
Favoritfald i Dubai: Vejen åbner sig for Wozniacki
Danskeren vandt kampens sidste 10 partier.
Tredjeseedede Caroline Wozniacki fik en god begyndelse på første sæt, da hun kom foran 2-0.
Den 15.-seedede Alizé Cornet brød dog tilbage og lavede endnu et servegennembrud, før Wozniacki igen fik brudt tilbage til 4-4.
Danskeren vandt sættet, da Alizé Cornet flugtede svagt i nettet.
I andet sæt kørte danskeren derudaf og vandt kampen på sikker vis.
Symptomatisk lavede Alizé Cornet sin uprovokerede fejl nummer 37 på danskerens anden matchbold.
Caroline Wozniacki fører nu 6-1 i indbyrdes opgør mod 25-årige Alizé Cornet.
Franskmandens eneste sejr over danskeren faldt helt tilbage i 2007.
I kvartfinalen skal Caroline Wozniacki møde den 10.-seedede italiener, Flavia Pennetta.
Danskeren fører 6-1 i indbyrdes opgør før kampen.
Wozniacki: Det kan få mig til at stoppe
Hvis danskeren går videre til semifinalerne, venter enten den topseedede rumæner, Simona Halep, eller russeren Ekaterina Makarova, der er seedet seks.
Caroline Wozniacki vandt WTA-turneringen i Dubai for fire år siden. Foreløbig glæder hun sig over sejren mod Cornet.
- Jeg havde en slagplan, og alt gik min vej. Det var en hård kamp, og jeg har også tidligere spillet hårde kampe mod hende. Men jeg er glad for at komme videre, siger Caroline Wozniacki om kampen og ser frem til kvartfinalen mod italienske Pennetta.
- Hun er endnu en tricky spiller, jeg har mødt hende mange gange. Kampen bliver svær, hun spiller godt, siger Caroline Wozniacki.
Se Wozniacki smadre Cornet her:
Se højdepunkter fra Wozniackis sejr mod Stosur her: