TV: Wozniacki mødte igen muren mod Williams

Caroline Wozniacki tabte i to sæt til sin onde ånd Venus Williams ved 4. runde i Miami Open

Caroline Wozniacki tabte uden at slå en eneste vinder i sin ellers normalt stærke baghånd. (Foto: AP/J Pat Carter)
Caroline Wozniacki tabte uden at slå en eneste vinder i sin ellers normalt stærke baghånd. (Foto: AP/J Pat Carter)

Heller ikke 7. gang skulle det lykkes Caroline Wozniacki at besejre Venus Williams.

Den 24-årige dansker måtte ved 4. runde i Miami Open strække våben for den ti år ældre amerikaner, der vandt i to sæt, 6-3, 7-6 (7-1)

Der var ellers håb om en helt lige kamp, da det seneste opgør mellem de to - finalen i WTA-turneringen i Auckland i januar - var det hidtil eneste, der gik i tre sæt.

Begge spillere gik lidt nervøst ind i kampen, og ingen af dem holdt serv i de fem første partier, hvorefter Williams sikrede sig et rent serveparti.

Så var det op ad bakke for Caroline Wozniacki, der ikke rigtig kunne få tingene til at hænge sammen.

Se også: Wozniacki: Vinden ødelagde min rytme

Hun begik for så vidt ingen fejl - hendes slag var bare ikke gode nok til at ryste Williams, der stille og roligt fik sin dybe grundslag til at sidde rigtigt.

Nede 4-2 tog Wozniacki sig sammen.

Hun holdt serven og trykkede derefter Williams rundt på banen for at udligne. Men amerikaneren spillede klogt og hamrede sig på 5-3, inden hun uden problemer holdt serv og tog første sæt med 6-3.

I andet sæt satte spillerne ekstra tryk på kedlerne. Nu havde de fået varmen i tropiske Miami, og der kom mere saft og kraft i slagene.

Godt for Wozniacki, der i højere grad så ud til at tro på det - men desværre for danskeren også godt for Venus Williams, der i et par partier gav prøver på de slag, der for sæsoner siden sendte hende til tops på verdensranglisten.

Tennis - 28. mar. 2015 - kl. 18:19 Kanon Caroline: Sejrer i fornemt comeback

 

Den tur har Caroline Wozniacki også prøvet, og hun satte derfor endnu mere turbo på og fik sættets første servegennembrud og bragte sig foran 3-2.

Glæden varede dog kort - Williams brød tilbage med det samme. Men Caroline Wozniacki strammede grebet og fik brudt igen til 4-3 og holdt serv til 5-3.

Så lignede det et dansk sæt, men to gode Williams-partier ændrede igen kampen, der ved 5-5 i andet sæt så helt åben ud.

Wozniacki gjorde sin del ved at bryde Williams' serv til 6-5, men amerikaneren fremtvang tie-break ved at bryde tilbage til 6-6.

Dermed skulle en tie-break afgøre, om danskeren skulle pakke sine ting og tage hjem, eller om hun kunne forlænge kampen i tredje sæt.

Se også: TV: Tennis-stjerne bryder grædende sammen efter røvfuld

Den afgørelse stod kort efter helt klar, da Williams uden problemer havde spillet sig på 5-0 og kort efter vandt tie-breaken 7-1 og dermed kampen.

- Caroline spillede så godt. Vores sidste kamp gik lige til stregen, så jeg vidste, at jeg skulle spille mit bedste, sagde Venus Williams efter kampen, hvor hun også blev spurgt til sin suveræne tie-break.

- Jeg har tabt en del af dem gennem tiderne, så jeg ved efterhånden, hvordan man skal gribe dem an, sagde hun med et stort smil.

Det var der til gengæld ikke meget af hos Caroline Wozniacki, der måtte nøjes med en check på 59.185 dollar samt 120 point til regnskabet på verdensranglisten. Det var imidlertid ikke så godt, da hun havde 215 med fra sidste års turnering.

83 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere