Uhyggelig Djokovic klar til mester-finale mod Federer

Med overbevisende spil er Novak Djokovic og Roger Federer klar til i finalen ved US Open. Forsvarende mester tværet ud

Novak Djokovic gjorde i den grad kort proces mod Marin Cilic. (Foto: AP)
Novak Djokovic gjorde i den grad kort proces mod Marin Cilic. (Foto: AP)

Marin Cilic, der sidste år tog trofæet ved US Open-turneringen i New York, fik ikke et ben til jorden i semifinalen mod Novak Djokovic, da de to mødtes fredag aften.

I tre sæt sikrede den topseedede Djokovic sig finalepladsen med 6-0, 6-1 og 6-2.

Dermed er serberen i sin fjerde grand slam-finale i træk.

Novak Djokovic skulle kun bruge 85 minutter på at feje sin modstander af banen og forhindre Cilic, der var seedet som nummer ni i turneringen, i at gentage sin succes fra sidste år.

Samtidig forbedrede Djokovic den interne stilling mellem de to spillere. Han har vundet 14 kampe ud af 14 mulige.

Djokovic får - igen - fornøjelsen af Roger Federer.

Se også: US Open-chok: Serena slået ud i semifinalen

Schweizeren er i sin første US Open-finale i seks år efter næsten lige så suveræn sejr over landsmanden Stanislas Wawrinka med 6-4, 6-3, 6-1 - på bare halvanden time.

På sin vej mod finalen har Roger Federer ikke givet et eneste sæt væk, og han har nu muligheden for at vinde sin 18. grand slam-titel.

- Jeg er selvfølgelig meget glad. Det har været en fantastisk turnering indtil videre. Jeg har kæmpet virkelig hårdt for at komme tilbage i en finale de seneste seks år, siger Federer.

Roger Federer er i endnu en US Open-finale - dog den første i seks år. (Foto: AP)
Roger Federer er i endnu en US Open-finale - dog den første i seks år. (Foto: AP)
 

Mod Wawrinka servede Federer fornemt og leverede i alt ti serveesser.

- Jeg server rigtig godt, spiller god tennis, går efter mine slag, og det ser ud til at virke. Jeg håber, at det også vil være tilfældet bare én gang mere i år, lyder det fra Federer.

Søndagens opgør mellem Federer og Djokovic bliver en gentagelse af dette års Wimbledon-finale, hvor serberen vandt.

I det samlede regnskab fører Federer dog 21-20 i indbyrdes kampe.

6 kommentarer
Vis kommentarer