Daniil Medvedev er færdig ved Wimbledon.
Onsdag blev han sendt ud af turneringen af den belgiske kvalifikationsspiller Ruben Bemelmans i fem sæt, hvilket stod i skærende kontrast til Medvedevs sensationelle sejr over Stanislas Wawrinka i 1. runde forleden.
Irritationen og frustrationen var da også tydelig hos den 21-årige spiller, da kampen var overstået.
Så gal i skralden var han, at han, da han sad på sin plads ved siden af dommerstolen og pakkede sine ting sammen, fandt sin pung frem, fiskede nogle mønter op og rejste sig.
Mønterne smed han foran dommeren, Mariana Alves, så al tvivl om hans syn på hendes arbejde ikke længere var i tvivl.
Hun var købt og betalt.
Anderledes kunne det ikke tolkes.
Opsigtsvækkende og frækt? Bestemt! Men gennemtænkt? Knap så meget.
Der gik da heller ikke lang tid, før Medvedev erkendte sin handling.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På det efterfølgende pressemøde var han helt ude af sig selv og undskyldte igen og igen.
- I øjeblikket gjorde jeg en dum ting. Det var en dum ting at gøre. Jeg var skuffet over resultatet. Det var meget frustrerende efter min store sejr forleden, sagde han angrende.
- Gennem hele kampen gik det ikke særlig godt for mig. Jeg var vist mest af alt skuffet. Meget skuffet.
- Jeg beder om tilgivelse. Nogle gange er man uenig og irriteret over beslutninger. Det forekommer. Jeg var bare frustreret, sagde han.
- Jeg pakkede mine ting og så min pung. Som jeg sagde...i øjeblikket gjorde jeg så en dum ting.
Det virker alt sammen troværdigt, og man kunne næsten få ondt af ham, sådan som han undskyldte og undskyldte.
Det er sket før
Men det ændrer ikke ved hans handling. Og sådan ser ATP Touren også på det.
Daniil Medvedev må nu igennem en undersøgelse og bliver efter al sandsynlighed straffet for sin udåd, hvilket sandsynligvis ender med at blive 20.000 dollars - svarende til 131.290 kroner.
En økonomisk lussing, hvis man er almindelig arbejdstager herhjemme. Medvedev sover nok ikke dårligere om natten på grund af det. Alene hans deltagelse i 2. runde af Wimbledon sikrede ham 483.160 kroner.
Det hjælper nok ikke hans sag, at det er sket før.
I april sidste år blev han diskvalificeret fra Savannah Challenger i USA, da han stillede spørgsmålstegn ved en dommers tilhørsforhold under en kamp mod amerikaneren Donald Young.
Medvedev sagde direkte, da dommeren Sandy French havde dømt et slag ude, at hun måtte være venner med Donald Young. Både French og Young er mørke i huden, og det amerikanske tennisforbund diskvalificerede kort efter Medvedev for at være kommet med en racistisk kommentar.
Husker du Borg, Becker og McEnroe: Her er alle skandale-stjernerne i dag