US Open-vinderens overraskende melding

Flavia Pennetta annoncerede efter sin finalesejr over Roberta Vinci, at hun indstiller tenniskarrieren

Flavia Pennetta stopper i den grad på toppen. (Foto: AP)
Flavia Pennetta stopper i den grad på toppen. (Foto: AP)

Den nykårede US Open-vinder Flavia Pennetta kom med en overraskende melding efter sin triumf i New York.

Midt under fejringen annoncerede den 33-årige italiener, at hun indstiller sin tenniskarriere.

- Før jeg gik i gang med denne turnering, tog jeg en stor beslutning i mit liv.

- Jeg besluttede, at dette er måden, jeg ønsker at sige farvel til tennis. Dette er mit sidste US Open, og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at slutte på, fortalte italieneren til det måbende publikum.

Se også: Pennetta vinder ren italiensk US Open-finale

Pennetta havde kort forinden skabt karrierens med afstand største resultat, da hun slog landsmanden Roberta Vinci med 7-6, 6-2 i finalen.

Den italienske vinder gik ind til turneringen i New York uden de store forventninger, da hun blot rangerer som nummer 26 på verdensranglisten.

Sejren i US Open er Flavia Pennettas første grand-slam-triumf i karrieren i single. For fire år siden gik hun hele vejen i doublerækken ved Australian Open.

Se også: Video: Skandaløs anholdelse af amerikansk tennisstjerne

- Jeg er meget lykkelig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville nå så langt, og jeg havde aldrig troet på, at jeg ville gå hele vejen.

- Dette er en af mine favoritturneringer. Jeg elsker at spille her, siger Pennetta om turneringen i New York.

- Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det var samtidig dejligt at spille mod en af mine venner. Vi har kendt hinanden siden, at vi var ni år, og vi har brugt så meget tid sammen.

- Vi kunne skrive en hel bog om vores liv, siger US Open-vinderen om forholdet til Roberta Vinci.

US Open-triumfen indbringer Flavia Pennetta små 22 millioner kroner.

Se også: Serena-bøddel: Jeg havde bestilt flybilletten hjem

19 kommentarer
Vis kommentarer