Der venter et brag af et opgør, når Holger Rune tirsdag spiller 4. runde i den prestigefyldte turnering Miami Open.
På den anden side af nettet står amerikanske Taylor Fritz. En mand, der i den grad ved, hvordan man skal behandle en tennisbold.
Med en placering som verdens nummer ti er der nemlig lagt op til en intens kamp, når de to stjerner for første gang skal stå over for hinanden.
Forud for mødet med det unge danske stjerneskud har Taylor Fritz dog lidt svært ved at blive klog på Holger Rune, forklarer han.
- Det bliver en hård kamp for en ottendedelsfinale. At spille mod Holger er en meget svær lodtrækning. Jeg er spændt på at spille mod ham. Vi har aldrig spillet mod hinanden før, og jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg har ham, udtaler Fritz.
- Det er klart, at han er meget god, og jeg skal være på toppen for at kunne gå videre.
Det er ellers ikke, fordi Taylor Fritz ikke er klar over, hvad Holger Rune er for en størrelse.
For selvom han aldrig har spillet en kamp mod den danske teenager, så har de flere gange stået over for hinanden på træningsbanen.
Alligevel er det begrænset, hvor meget amerikaneren kender til Runes spil.
- Jeg ser egentlig ikke ret meget tennis ud over mine egne kampe, og jeg har aldrig rigtig set Holger spille, så det bliver jeg nødt til at sætte mig lidt ind i. Jeg er sikker på, at jeg bliver meget klogere, når jeg spiller mod ham.
Rune i storform
Taylor Fritz kommer med al sandsynlighed også på lidt af en opgave i det sydlige Florida tirsdag.
Holger Rune har indtil videre vist storform i turneringen, hvor det senest gik hårdt ud over Diego Schwartzman.
Danskeren, der aktuelt ligger nummer otte på verdensranglisten, gav ikke argentineren de store chancer i opgøret søndag, og vandt i sikker stil med cifrene 6-4, 6-2.
Så er spørgsmålet bare, om det danske tennis-es kan fortsætte de gode takter tirsdag.
Det er første gang, at Holger Rune deltager i Miami Opens hovedturnering, efter han sidste år røg ud af kvalifikationen.
Som Masters 1000-turnering rangerer den lige under de fire årlige grand slam-turneringer, og Holger Rune kan dermed komme et skridt nærmere en stor triumf, hvis han får skovlen under Taylor Fritz.
Kampen er sat til at gå i gang klokken 18.00 og kan følges direkte på ekstrabladet.dk.