Aryna Sabalenka kan ikke serve.
Det kan du, kære læser, nok heller ikke videre godt.
Men Sabalenka er verdensranglistens nummer to, så det er et kæmpe problem.
Især for Sabalenka.
Det er nu kommet til udtryk i begge hendes kampe i 2022. Kampe, som hun har tabt. Senest mod svenske Rebecca Peterson, hvor Sabalenka begik 21 dobbeltfejl og mere end 50 uprovokerede fejl.
Det er voldsomt.
Hvad der er mere bekymrende, er, at det ikke er dobbeltfejl, der er afgjort på millimeteren eller emsige dommerkendelser. Det er brutale fejl.
Nogle gange har serverne været milevildt fra servefeltet, hvor det er meningen, at bolden skal slå ned. Andre gange er de gået i nettet. Og bestemt ikke altid i toppen af nettet.
Så slemt var det mod Peterson, at selv kampens dommer bekymret spurgte hende, om hun var okay.
Sabalenka afviste kort og svarede: - Der er ikke noget galt. Det er et teknisk problem.
Ja tak, det skal vi da lige love for.
Men selvfølgelig gik det i hovedet på hende, og frustrationerne var undervejs store. Så store, at ketsjeren, selvom den næppe bærer skylden, fik nogle gevaldige tæsk i mødet med hardcourtunderlaget.
Hun prøvede endda med en underhåndsserv, men det straffede Peterson konsekvent.
Og så tabte hun. Igen.
- Sabalenka kan ikke serve. Hvad helvede sker der?, lød det fra kommentator José Morgado på Twitter.
- To nederlag i træk med henholdsvis 18 og 21 dobbeltfejl. Det er alarmerende. Hun tyer til underhåndsserv, fordi hendes serv ganske enkelt ikke fungerer, tweetede Tumaini Carayol, en anden tennisjournalist.
Selv har Sabalenka ikke udtalt sig om mareridtet. På hendes instagramprofil er der til gengæld smækket et par ting op, hvor hun enten via billeder eller video indikerer, at der ikke er ord at hente fra hende.
Præcis hvad der er gået galt, vides i den brede offentlighed ikke. Endnu. Men faktum er, at Sabalenka forud for Australian Open er gået fra outsider til titlen til et enormt spørgsmålstegn, som de færreste vel tør sætte penge på i skrivende stund.
Og det er paradoksalt, når man tænker tilbage på 2021, hvor hun nåede semifinalen ved både Wimbledon og US Open, og hvor der blev talt om, at hun meget vel kan tage skridtet helt op som vinder af én af de fire store turneringer i 2022.