Var for ung til at stille op, men: Super-Clara ny Europamester

Det ser ud til, at arvtageren for Caroline Wozniacki er fundet. 15-årige Clara Tauson er ny Europamester for U18-piger

Foto: Kennet Havgaard/Dansk Tennis Forbund
Foto: Kennet Havgaard/Dansk Tennis Forbund

Der var dansk finalesejr ved EM-turneringen for tennispiger under 18 år, da blot 15-årige Clara Tauson baskede alle sine ældre konkurrenter og nu kan kalde sig Europamester i en klasse, hun reelt er for ung til at stille op i.

Men på grund af sin høje rangering på juniorverdensranglisten, hvor hun aktuelt er nummer 13, fik hun alligevel lov til at stille op. Og så nuppede Clara da lige rub og stub.

I finalen i Klosters i Schweiz mulede Tauson sin et år ældre modstander, polske Maja Chwalinska med cifrene 6-3, 6-3. 16-årige Chwalinska spiller primært seniorturneringer og er nummer 407 på verdensranglisten. Mere end 300 pladser foran danske Clara. Så det er altså en fornem finale-skalp Tauson fik søndag.

Kun en gang tidligere har Danmark haft en vinder ved U18-EM. Det var Eva Dyrberg i 1998. Andre tidligere vindere af U18-EM er store navne og Grand Slam-vindere som Martina Hingis og Conchita Martinez, mens også Anna Kournikova har stået øverst på præmieskamlen.

- Det er stort. Clara var egentlig for ung til at være med ved dette EM. Det sætter bare en ekstra streg under, hvor imponerende en bedrift det er, siger sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen.

For en uge siden var Elmer Møller i EM-finalen ved U16-E. En finale han dog tabte. Alligevel er der stor grund til jubel hos Dansk Tennis Forbund.

- Det er to uger i træk, at en dansk junior spiller finale ved et EM. Det er fantastisk at se, at de talenter, vi har så store forventninger til, klarer sig så godt, siger Jens Anker Andersen.

Clara Tauson deltog senest i juniorernes Wimbledon-turnering.

Se også: Færdig ved Wimbledon: Dansk tenniskomet i gyser!

Se også: Clara Tauson stryger videre i juniorernes Wimbledon

Se også: Nu får talenter endelig støtte: - En ekstraordinær situation

87 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere