Regnen har væltet ned over Auckland i New Zealand hele torsdag, og det truer nu med at udsætte Caroline Wozniackis kvartfinaleopgør mod amerikaneren Sofia Kenin på ubestemt tid.
Kampen i ASB Classic skulle efter planen gå i gang klokken 7 dansk tid (klokken 19 lokal tid) torsdag, men regnen plager stadig byen og umuliggør tennis på anlægget.
Derfor er kampen foreløbig udsat.
Hele torsdagens dagsprogram blev efter fem timers udsættelse endegyldigt aflyst, mens man håbede på, at regnen stoppede inden aftenprogrammet, hvor Wozniacki skulle spille.
Det er dog endnu ikke sket, men turneringsledelsen håber til det sidste.
Seneste melding på Twitter fra ASB Classic lyder:
- Der vil ikke blive spillet førend tidligst klokken 19.30 i dag. Der kommer en ny update klokken 19.30, står der.
Ender det med en aflysning af hele torsdagens program, skal spillerne formentlig afvikle både kvartfinaler og semifinaler fredag.
OPDATERET: Kampen afvikles ifølge arrangørerne tidligst i dag kl. 23 dansk tid (klokken 11 lokal tid i morgen).
Førstepladsen glipper for Caroline: Men jeg bygger godt på før Melbourne
Stærk Wozniacki tromler over chanceløs modstander