Venter nyt vinder-eventyr: Wildt wildcard til Wimbledon

– Det er den fedeste turnering af alle, så at få den mulighed er vildt, siger Frederik Løchte Nielsen om udsigten til et nyt eventyr med mestermakkeren

Frederik Løchte Nielsen glæder sig vildt til igen at spille Wimbledon med mestermakker Marray (Foto: AP)
Frederik Løchte Nielsen glæder sig vildt til igen at spille Wimbledon med mestermakker Marray (Foto: AP)

Det var et følelsesladet sportseventyr af de sjældne, da Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray i 2012 konverterede deres wildcard til en double-titel i Wimbledon.

Dengang trak englænderen sin danske makker, barnebarn af singlefinalisten fra 1953 og 1955, Kurt Nielsen, ind i turneringen på yderste mandat, og nu har han gjort det igen.

Se også: Genopliver eventyr: Løchte og mester-makker til Wimbledon

En yderst velkommen tennisbold i turbanen for 31-årige Løchte, der dengang igen valgte at gå singlevejen, og derfor efterhånden dumpede så langt ned ad double-ranglisten, at han troede grand slam-karrieren var uigenkaldeligt forbi.

- Wimbledon er den fedeste turnering af alle, og den kan man ikke spille for mange af. Så at få den mulighed er vildt, siger Løchte i telefonen fra London og forklarer:

- Jonny har haft en fast makker hele året, men de brød med hinanden efter French Open på grund af manglende resultater. Så han spurgte, om jeg kunne være interesseret, og det var jeg selvfølgelig.

Se også: Løchte taber tæt kamp på græsset i London

Parret nåede lige at indlevere en formel ansøgning, og onsdag landede nyheden indenfor linjerne.

- Jeg havde slet ikke regnet med at skulle spille Wimbledon. Jeg skulle bare have trænet i den periode.

- Nu skal jeg så vænne mig til tanken om at møde spørgsmålet: ’Kan I vinde igen?’ Det er selvfølgelig meget hyggeligt men ikke specielt realistisk, griner Løchte, der også i 2012 var meget afklaret med, at alt pludselig gik op i en højere enhed for det undertippede par, der i semifinalen sendte verdens bedste, de amerikanske Bryan-brødre, ud.

- Det er en ny proces. Tre år er længe siden. Men vi vil bruge vores erfaring til at prøve at skabe noget nyt. Double-rækken er så tæt, at der ikke er nogen kampe, vi ikke kan vinde.

- Paradoksalt nok føler jeg, at jeg er en meget bedre spiller i dag, men momentum var der dengang, og det skulle undre mig meget, om det kom igen.

Se også: Tre ugers tæsk til Caroline

Frederik Løchte Nielsen, der lige nu er noget så pudsigt som verdens nummer 244 i såvel single som double, spiller i næste uge alene i en ATP-turnering i Nottingham. Imens plejer Jonathan Marray nogle småskavanker.

- Vi kan ikke nå at spille sammen, men Jonny og jeg spiller så godt sammen og har så god en kemi, at der ikke bliver så meget, der skal justeres, mener danskeren, der selv har været inde i en rigtig god periode og er tilbage i Top 300 for første gang i over tre år.

- Jeg er helt frisk og glæder mig meget til at spille med Jonny igen, siger Løchte, der ikke har haft tæt kontakt med makkeren siden deres fælles mesterværk.

- Jeg har jo bevæget mig på et lidt andet niveau turneringsmæssigt, så vi har kun set hinanden hist og her. Men vi følger da hinanden og sender en besked, når den anden har gjort det godt.

Wimbledon serves i gang den 29. juni, og doublerækken starter nogle dage senere.

1 kommentar
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere