Venus Williams uddeler æg efter tung start

Igen måtte Venus Williams bruge to timer på at slå en modstander ved Wimbledon. Hun er klar til tredje runde

Venus Williams er videre. Foto: Ben Curtis / Ritzau Scanpix
Venus Williams er videre. Foto: Ben Curtis / Ritzau Scanpix

Søstrene Venus og Serena Williams er begge videre til Wimbledons tredje runde.

Først var Venus i aktion, og hun skulle først lige i gang, men så gik det til gengæld også strygende.

Hun kæmpede voldsomt med at finde rytmen i opgøret mod rumænske Alexandra Dulgheru, men havde i sidste ende ingen problemer med at spille sig videre til tredje runde af kvindernes singleturnering ved Wimbledon.

Williams vandt 4-6, 6-0, 6-1.

Den femdobbelte mester blev brudt i kampens første serveparti og var meget tæt på også at komme bagud 0-3.

Amerikaneren fik i første omgang afvist sin rumænske modstander, men kunne ikke bryde tilbage og tabte derfor første sæt 4-6.

Andet sæt tilhørte til gengæld helt og aldeles Williams. Med tre servegennembrud gjorde hun rent bord og vandt 6-0.

Det rystede tilsyneladende Dulgheru, der aldrig fandt tilbage til sit spil.

Tredje sæt endte 6-1 til Williams, der således er kommet langt bedre fra start i årets tredje grand slam-turnering end i de to første.

Både i Australian Open og i French Open røg den 38-årige Williams ud i første runde.

Kampen varede én time og 59 minutter og var dermed et kvarter kortere end Williams' første kamp i turneringen, en tresætssejr over svenske Johanna Larsson.

Nemmere kom Serena Williams til sin sejr onsdag. Hun vandt med cifrene 6-1, 6-4 over Viktoriya Tomova fra Bulgarien.

Den 25.-seedede amerikaner, der er på vej tilbage efter sin barsel, var helt suveræn i første sæt og satte sig også hurtigt på andet sæt.

De to søstre befinder sig i samme turneringshalvdel, men kan dog først møde hinanden i semifinalen.

I en af onsdagens tidligere kampe lykkedes det syvendeseedede Karolína Plísková at slå den tidligere verdensetter Victoria Azarenka i to sæt.

Også tyske Andrea Petkovic måtte forlade turneringen efter et nederlag på 4-6, 3-6 til belgieren Yanina Wickmayer. Petkovic var tilsyneladende ikke på toppen og måtte have lægehjælp undervejs i andet sæt.

Se også: Smider kæmpe føring: Sharapova ude af Wimbledon!

Se også: Carolines US Open-bøddel før gensyn: Jeg vil gøre det igen

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere