Verdensetter genvinder Miami Open efter canadisk skade

Verdensetteren Ashleigh Barty vandt finalen i Miami Open, efter at Bianca Andreescu trak sig med en skade

Ashleigh Barty vandt Miami Open-finalen i sikker stil. Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix
Ashleigh Barty vandt Miami Open-finalen i sikker stil. Foto: Matthew Stockman/Ritzau Scanpix

Australieren Ashleigh Barty kan også i det næste års tid kalde sig forsvarende mester i Miami Open.

Lørdag aften dansk tid vandt verdensetteren således for andet år i træk turneringen, der rangerer som en WTA 1000 lige under de fire grand slam-turneringer.

Finalesejren blev en smal sag at hive hjem, eftersom canadieren Bianca Andreescu - verdensranglistens nummer ni - trak sig med en skade.

Barty førte med 6-3, 4-0, da Andreescu måtte opgive at spille kampen til ende på grund af en ankelskade.

Barty bragte sig hurtigt foran 3-0 i første sæt, men Andreescu brød tilbage til stillingen 2-3.

Derpå formåede hun dog ikke at holde serv, og derfra var Barty ustoppelig. Hun vandt syv af kampens sidste otte partier, før canadieren sagde tak for kampen.

Barty vandt Miami Open i 2019 for første gang og har siden været forsvarende mester, da 2020-udgaven blev aflyst på grund af coronapandemien.

Søndag er der finale i herrernes Miami Open. Den er et anliggende mellem de to overraskelser italieneren Jannik Sinner og Hubert Hurkacz fra Polen.