Vigtig sejr: Holger Rune tager stort skridt

Med en sejr over argentineren Renzo Olivo er Holger Rune klar til karrierens anden ATP-turnering, Chile Open

Holger Rune ses her under sidste uges kamp mod Albert Ramos-Viñolas i Argentina Open. Foto: Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix
Holger Rune ses her under sidste uges kamp mod Albert Ramos-Viñolas i Argentina Open. Foto: Oscar Roberto Castro/Ritzau Scanpix

Det danske tennishåb Holger Rune skal for anden uge i træk og for anden gang i karrieren deltage i en ATP-turnering.

Mandag spillede den 17-årige dansker sig ind i hovedturneringen i chilenske Santiago, da han vandt den afgørende kvalifikationskamp over argentineren Renzo Olivo.

Holger Rune vandt den mere end to en halv time lange grusdyst med 4-6, 6-3, 6-4.

Argentineren ligger nummer 223 i verden, mens Rune ligger nummer 410. I første sæt brød spillerne hinanden flittigt, men da Olivo brød for tredje gang, kunne danskeren ikke komme med et modsvar og tabte sættet.

Opgøret vendte på hovedet i andet sæt. Her kom Holger Rune på 5-0, før han tillod sin modstander at pynte på sætcifrene.

I kampens afgørende sæt tog danskeren atter teten med et omgående servegennembrud. Siden holdt spillerne serv på skift, og derfor var det ene servegennembrud nok til at sikre en dansk plads i hovedturneringen.

Chile Open er en ATP 250-turnering og dermed det laveste turneringsniveau på ATP Touren. Holger Runes kamp i første runde skal sandsynligvis afvikles tirsdag.

I sidste uge fik den danske teenager sin debut på herrernes ATP Tour. Han nåede dog kun at spille en enkelt kamp ved Argentina Open, da han tabte førsterundeopgøret i tre sæt til den spanske grusspecialist Albert Ramos-Viñolas.

Ordentligt hop! Clara i top 100!

Wozniacki hylder Clara

Lønnen i de 12 Superligaklubber: Spare-succesen i Brøndby