Vred Piotr om dansk tennistop: Amatører, der løj om os

Piotr Wozniacki langer ud efter Dansk Tennis Forbund, som talte usandt om støttekroner, og som i dag lader Holger og Clara sejle deres egen sø

Wozniacki viste stort overskud, da hun bagud 1-5 i første sæt mod Dayana Yastremska alligevel kæmpede sig tilbage. Det viser, at hun har en stor psyke, mener eksperterne. Den bedste på WTA-touren, måske?

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Piotr Wozniackis temperament slog torsdag formiddag (australsk tid) gnister, mens han med sin mobil fremviste en billedmosaik fra Dansk Tennis Forbunds (DTF) og deres Instagram-konto, som i år fejrer 100 års jubilæum.

Der var nemlig en del store navne, som han ikke kunne få øje på, og det blev gnisten, der antændte mange års frustration over forbundet, hvis ledelse han uden omsvøb kalder ’100 procent amatører’, og som han beskylder for at manipulere med sandheden.

- Hvor er Kurt Nielsen, Jan Leschly, Kristian Pless og Caroline? Hvor mange Top 100-spillere har Danmark haft?

Spørger han og fortsætter:

- De vil måske sige, at det er tilfældigt valgte billeder, men jeg betragter det som en provokation. Jeg føler mig provokeret. De skal da vise, hvem der har repræsenteret Danmark på den internationale scene, siger Piotr Wozniacki, der helt fra Carolines barndom havde et yderst anstrengt forhold til skiftende, danske tennisledere.

- De provokerede mig fra starten af Carolines karriere. De ville hele tiden gøre det på deres måde. Vi gik vores egen vej. Carolines karriere har vist givet svaret.

Til forklaring skal det dog siges, at billedversionen på Dansk Tennis Forbunds instagram-opslag er skåret til. Hele billedemosaikken kan du se på forbundets hjemmeside her, og her er Caroline Wozniacki med i øverste venstre hjørne.

Piotr og Caroline forlod hurtigt den danske tennis-andedam for at få hendes karriere op at stå. Foto: Roger Parker
Piotr og Caroline forlod hurtigt den danske tennis-andedam for at få hendes karriere op at stå. Foto: Roger Parker

En ting, der har naget ham i årevis, er, at mange danskere har haft den opfattelse, at han og Caroline fik en masse støttekroner fra DTF og Team Danmark, hvorefter de – groft sagt - bare forlod Danmark og melede deres egen kage.

En ’sandhed’, DTF i Piotr Wozniackis øjne aldrig har gjort noget for at korrigere.

- De har aldrig villet tale eller diskutere med mig. Aldrig. To-tre gange har jeg prøvet at få et møde med dem i Idrætshuset i Brøndby, dengang Johan Sjögren var sportschef.

- For de medvirkede til så mange usande historier på Carolines vegne. Hendes sponsorer var sure og spurgte, hvorfor de dog skulle sponsere Caroline, når nu Dansk Tennis Forbund brugte så mange penge på hende.

- Men det var usand information, siger han med eftertryk og spoler tilbage til årene i Farum, hvor DTF’s elitecenter havde til huse.

- De eneste, der har hjulpet Caroline, var Peter Brixtofte (Farums daværende borgmester, red.). Han hjalp hende til Farum (med lejlighed, red.), og han stillede baner til rådighed for Elitecenteret, hvor Caroline trænede.

- Det var Brixtofte, der brugte økonomi på det. Caroline fik støtte fra Farum kommune, fra mig og fra sponsorerne. Det var det.

- Jeg betalte selv for at have Mikkel Nørby som individuel træner for Caroline. Tit ville de ikke engang lade ham og Caroline træne på Elitecenteret.

- Jeg ville mødes med dem for at få de korrekte informationer ud. Der blev manipuleret med sandheden.

- Jeg har igen og igen sagt til dem: ’Vis mig de bilag, vis mig den dokumentation på, hvad I har brugt af penge på Caroline’. Den kom aldrig. Aldrig. Så jeg var meget provokeret.

Holger Rune blev forleden kåret til Årets Fund, men pengene må han og Clara og deres familier stort set selv finde. Foto: Jens Hartmann Schmidt
Holger Rune blev forleden kåret til Årets Fund, men pengene må han og Clara og deres familier stort set selv finde. Foto: Jens Hartmann Schmidt

I dag råder dansk tennis over to meget store talenter i Clara Tauson og Holger Rune, og Piotr Wozniacki er rystet over, at de i hans øjne er havnet i samme situation.

- Det er den samme måde, de tænker på i dag. Du hører jo det samme fra Holger og Claras forældre. De får også lov at klare det selv. De er hundrede procent amatører i DTF.

Selv har Piotr Wozniacki i mange år været indstillet på at hjælpe danske spillere frem, siger han. Og han har også gjort det – på sin egen måde.

- Hvordan skulle jeg hjælpe dansk tennis med den knowhow og det netværk, jeg har fået gennem årene?

- De har aldrig ringet til mig og spurgt, om jeg ville hjælpe nogle juniorer med at komme ind i turneringer eller tage en snak med dem. Jeg har officielt været åben og udtalt det flere gange, men de er ikke kommet til mig.

- Det accepterer jeg, og nu er jeg helt ligeglad. Det er en individuel sport, og hvis der er nogen, der kan bruge noget fra vores team, så kan vi hjælpe individuelt. Ikke gennem DTF, som så bagefter kan få en medalje.

- Der er flere danske spillere, der bor i udlandet, som jeg har hjulpet, hvis de har ringet til mig. Jeg har rådgivet dem og fået folk til at hjælpe dem i det område, hvor de bor. Det er meget nemt for mig, fordi jeg kender folk.

- Så jeg vil helt klart gerne hjælpe. Men DTF har aldrig kommunikeret med mig ud over op til OL, hvor de har sendt mig noget information.

- Så nu lukker du døren helt i forhold til DTF?

- Ja, jeg hjælper gerne talenter men ikke dem, svarer Piotr Wozniacki og vender tilbage til jubilæumsfejringen:

- Jeg har set, hvor stor Jan Leschly er ved US Open, og hvor mange mennesker han kender, og jeg har set det samme med Kurt Nielsen på Wimbledon. De må aldrig lave sådan noget med 100 års jubilæum uden at fremvise de to koryfæer.

- Det er pinligt. Og det er provokerende.

Caroline Wozniacki fremhævede med en vis stolthed, at Danmark har to gode juniorer på vej. Foto: Roger Parker Tennis Stolt af Holger og Clara

Ukraines Dayana Yastremska modtog hjælp i slutningen af andet sæt af kampen mod Caroline Wozniacki. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix Tennis Fik stikpille af Caroline: Nu giver hun igen

Caroline Wozniacki vidste aldrig, hvad der kom fra den anden ende af banen, så hun fik løbet en del. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix Tennis Comeback-Caroline: - Jeg er god til at glemme

199 kommentarer
Vis kommentarer