Som 16-årig var hun nummer to i verden i 1981.
Men nu fortæller den tidligere professionelle teenage-tennisstjerne Andrea Jaeger, at hun oplevede adskillige ubehagelige episoder i sin alt for korte tenniskarriere.
I et interview med The Independent fortæller amerikaneren, at hun gentagne gange oplevede chikane af seksuel karakter fra en kvindelig WTA-official.
- Det skete mindst 30 gange med den her ene medarbejder. Fysiske tilnærmelser i omklædningsrummet meget tidligt i min karriere, siger hun i interviewet.
- Den medarbejder havde meget svært ved at holde nallerne for sig selv.
Hun fortæller desuden, at hun forsøgte at gøre en højt rangerende medarbejder i WTA opmærksom på problemet, men at hun blev truet til at tie stille om episoderne.
Stjerneskud
I start 1980'erne var hun den helt nye stjerne på tennisscenen og nåede som den yngste nogensinde kvartfinalen ved Wimbledon i 1980. Hun var blot 15 år gammel.
To år senere stod hun i sin første Grand Slam-finale ved French Open, og i 1983 spillede hun som 18-årig ligeledes finale i Wimbledon. Begge finaler tabte hun til superstjernen Martina Navratilova.
Artiklen fortsætter under billedet...
Blot få år senere måtte hun afslutte en ellers lovende tenniskarriere på grund af en skulderskade.
Blev nonne
Hun trak sig tilbage fra offentlighedens søgelys og stiftede velgørenhedsorganisationen Little Star Foundation, der har til formål at hjælpe børn, der har kræft eller bare generelt har brug for støtte.
Hun donerede alle sine præmiepenge til organisationen, som stadig eksisterer i dag.
I midten af 00'erne kom det så frem, at Andrea Jaeger nu levede en helt anden livsstil - hun var nemlig blevet nonne og viede sit liv til at hjælpe børn i nød på bl.a. hospitaler.
Dengang forklarede hun, at hendes nye liv som nonne har hjulpet hende til at bearbejde en hård og traumatiserende fortid.
Artiklen fortsætter under billedet...
Faderen, Roland Jaeger, pressede den unge Andrea så voldsomt, at hun mener, at hun 'mistede' sin barndom. Senere oplevede hun den professionelle tennisverdens brutalitet og var altså også udsat for seksuel chikane.
Som nonne opnåede hun endelig fred, og hun oplevede en mening i tilværelsen, som hun aldrig følte i tenniskarrieren.
--------- SPLIT ELEMENT ---------