Wozniacki efter finale-nederlag: Jeg fik det, jeg kom efter

- Det var den forberedelse til Australian Open, jeg havde håbet på, sagde Caroline Wozniacki, som nu håber på en god lodtrækning i Melbourne

Caroline Wozniacki var ikke videre nedtrykt over sit finalenederlag i Auckland. Foto: AP
Caroline Wozniacki var ikke videre nedtrykt over sit finalenederlag i Auckland. Foto: AP

- Det gør altid ondt at tabe, men jeg slår ikke mig selv oveni hovedet. Det har været en fin uge, sagde Caroline Wozniacki, før hun tjekkede ud af ASB Classic efter et finalenederlag til skarpskydende Julia Görges.

En lidt mat udseende dansker blev aldrig for alvor en trussel for den formstærke tysker, der via 11 serveesser og masser af nedslag tæt på linjerne vandt 6-4, 7-6. Hun er nu oppe på 14 sejre i træk efter en flot afslutning på sidste sæson.

Alligevel var der plads til det velkendte Wozniacki-smil foran pressen, da hun blev spurgt til den forestående grand slam, Australian Open.

- Jeg føler mig godt tilpas. Jeg fik spillet en masse kampe her i Auckland, så det var den forberedelse, jeg havde håbet på. Nu kan jeg tage en velfortjent fridag i morgen, flyve til Melbourne og vænne mig til banerne og forholdene derovre.

- Det bliver forhåbentlig nogle fine uger med en god lodtrækning, godt vejr og ting, der går min vej. Og jeg er glad for, at jeg ikke skal spille i Sydney i morgen. Det ville være brutalt, sagde hun om turneringen, som hun ofte har spillet i ugen op til Australian Open.

Görges, der nu er på 6-4 i opgørene mod Caroline, meldte i øvrigt afbud til Sydney kort efter finalen.

Hun avancerer til en 12. plads på ranglisten og kan således ikke blive Wozniacki-modstander i Melbourne før tidligst i fjerde runde.

Der trækkes lod torsdag og serves i gang næste mandag.

Foto: AP Tennis - 7. jan. 2018 - kl. 09:49 Wozniackis rekord-jagt: Kan sikre sig historisk førsteplads

Arkivfoto: AP Tennis - 7. jan. 2018 - kl. 06:20 Stærk tysker dominerede fra første bold: Wozniacki slået i finalen

Se også: Verdensstjerne blev paf: Fik foto med Wozniacki

21 kommentarer
Vis kommentarer