Wozniacki-humor giver knubs: 'Fatter ikke de hoppede på kænguru-løgnen'

- Jeg elsker et godt grin, siger Caroline Wozniacki og fortæller om sin humor, der dog også har givet knubs undervejs

Det kan være farligt at have en splint i øjet. Lattermilde Caroline Wozniacki har fået mange til at grine og andre til at ryste på hovedet. Foto: AP
Det kan være farligt at have en splint i øjet. Lattermilde Caroline Wozniacki har fået mange til at grine og andre til at ryste på hovedet. Foto: AP

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Afstanden mellem et smil og et grin behøver ikke at være ret lang. Og Caroline Wozniacki praktiserer begge øvelser hyppigt.

Men hvor smilet i visse tilfælde kan være professionelt forbundet med det arbejde, hun udfører foran fotograferne, på den røde løber og i forhold til høflig omgang med honoratiores, slippes grinet kun løs pr. impuls.

Og det gør det tit. Den 26-årige dansker betegner nemlig sig selv som en glad pige, der holder meget af humor. Både som passiv modtager og som aktiv udøver af for eksempel practical jokes.

- Humor fylder meget hos mig. Jeg kan godt lide et godt grin.

Humor er dog også svær at sætte præcise ord på, siger hun og leder konstant, mens Ekstra Bladet forsøger at finde ind til anatomien af den wozniacki’ske variant.

- Hvordan vil du beskrive din humor?

- Den er ret ironisk anlagt.

- Så er du vel også kommet galt af sted nogle gange?

- Ja, det sker vel for alle med ironi. Men dem, der kender mig, ved, at sådan er jeg. Og jeg kan altså ikke lige komme i tanke om de uheldige tilfælde, haha.

- Hvad kan få dig til at grine helt vildt?

- En sjov hændelse eller situation. Komedier kan også få mig til at grine. Men det sker nok mest i situationer, hvor jeg sidder i en gruppe og slapper af, og så er der pludselig en, der siger noget, der er helt i hegnet.

- Hvorfor er practical jokes så sjove at lave? Har du gjort det helt fra din barndom?

- Ja, det er ret sjovt, og der er jeg kommet galt af sted en gang i mellem, siger hun med adresse til en række eksempler, som mere eller mindre selvforskyldt er blevet offentlige, enten fordi de bevidst har været udført i det offentlige rum eller i kraft af andres formidling på de sociale medier.

Caroline Wozniacki er stor fan af practical jokes. Her keder hun sig til en pressekonference, hvor Agnieszka Radwanska og Maria Sharapova interviewes. Foto: AP
Caroline Wozniacki er stor fan af practical jokes. Her keder hun sig til en pressekonference, hvor Agnieszka Radwanska og Maria Sharapova interviewes. Foto: AP

Privat husker hun tilbage til et ret uskyldigt nytårs-stunt for et par år siden. Hun skulle spille en opvisningskamp i Thailand, og et større hold var med hende. Under middagen nytårsaften opfordrede hun til, at alle skulle starte friskt på det nye år med en meget tidlig løbetur på stranden, og hun fik efterhånden solgt ideen bordet rundt. Den skulle foregå så tidligt, at man bagefter kunne nå en lur inden morgenmaden.

- Der stod fire mand dernede klokken fem. Det var helt mørkt, og vandet var så langt oppe, at man slet ikke kunne løbe på stranden. Jeg havde sendt min far ned at filme dem, mens jeg selv stod oppe på balkonen og hyggede mig. Det syntes jeg egentlig var ret sjovt, smiler hun.

I det internationale presserum har Caroline Wozniacki flere gange høstet højlydt anerkendelse for at bryde ind i andre spilleres pressemøde, fordi det forsinkede hendes eget, og agere journalist. Det skete for eksempel for Novak Djokovic, som netop havde tabt en kamp efter 43 sejre i træk, i 2011.

- Undskyld at jeg kommer for sent, sagde hun og stillede derefter spørgsmålet:

- Du er røget ind i en stime af nederlag. Hvad vil du gøre for at ændre på det?

Ved et andet tilfælde blev John Isner spurgt, hvem der var den lækreste pige på WTA-turen.

Andre gange er hun kommet galt af sted.

Som da hun under en opvisningskamp mod Maria Sharapova stoppede håndklæder ind til både gården og gaden for at imitere Serena Williams. Det udløste en shitstorm fra stemmer i det afroamerikanske samfund, der mente, at hun var racistisk.

- Andre havde gjort det før uden reaktioner. Så gjorde jeg det, og så kom den. Jeg havde aldrig gjort det, hvis jeg ikke havde kendt Serena så godt. Mon ikke folk kom rimeligt hurtigt over det?

Spørger Caroline, der dengang straks blev tilgivet af Williams, i dag.

Folk i hallen grinede af Caroline Wozniackis Serena-stunt, men i afroamerikanske kredse udløste det en shitstorm, og danskeren blev anklaget for racisme og mangel på respekt. Foto: AP
Folk i hallen grinede af Caroline Wozniackis Serena-stunt, men i afroamerikanske kredse udløste det en shitstorm, og danskeren blev anklaget for racisme og mangel på respekt. Foto: AP

Eller da hun under Australian Open i 2013 blev træt af et spørgsmål om en skramme på hendes ben. På stedet opfandt hun en historie om, at hun var blevet kradset af en aggressiv kænguru, og straks efter blev historien formidlet.

Et par timere senere måtte hun kalde pressen tilbage til et nyt pressemøde og forklare, at det bare var en joke.

– Jeg fatter stadig ikke, at alle hoppede på den, siger hun i dag og ryster lidt på hovedet.

’Det må I undskylde. Jeg anede ikke, at I ville hoppe på den’. Caroline Wozniacki måtte indkalde til fornyet pressemøde og undskylde, at hun havde prakket skriverkarlene en røverhistorie på. Foto: AP
’Det må I undskylde. Jeg anede ikke, at I ville hoppe på den’. Caroline Wozniacki måtte indkalde til fornyet pressemøde og undskylde, at hun havde prakket skriverkarlene en røverhistorie på. Foto: AP

Det med i øjeblikket at opfinde historier, er tilsyneladende en genetisk arv fra Piotr Wozniacki.

- Min far og jeg er meget ens, og det er min mor og bror på den anden side også. Min far kan opdigte en historie på et sekund og få alle til at tro på den. Det er jeg også forholdsvis god til. Normalt team’er vi op. Jeg ved, når han begynder på et eller andet, og så går jeg med på historien.

Grinet har været med ombord fra de tidligste dage. Her lufter Caroline det med storebror Patrik som co-pilot. Privatfoto
Grinet har været med ombord fra de tidligste dage. Her lufter Caroline det med storebror Patrik som co-pilot. Privatfoto

- Man er til gengæld ikke i tvivl om det, når min mor og Patrik gerne vil være sjove.

- Men generelt laver vi en del fis med hinanden i familien. Man skal være på tæerne, forsikrer hun.

Caroline og Piotr er to alen ud af et stykke – også når det kommer til humor. Men efterhånden er hun ved at være træt af alle hans genudsendelser. Foto: AP
Caroline og Piotr er to alen ud af et stykke – også når det kommer til humor. Men efterhånden er hun ved at være træt af alle hans genudsendelser. Foto: AP

 - Hvordan er din og din fars indbyrdes humor så?

- Indbyrdes er det noget med, at han kommer med stadig dårligere jokes. Mine forældre ser og hører jo lidt dårligere efterhånden. Det er lidt ondt at sige det – men man har hørt meget af det før, haha.

- Du og din far kan nogle gange grine til hinanden fra bane til boks kort efter, at han har været inde og rådgive dig. Hvad går det ud på?

- Det sker mest, hvis jeg synes, hans ideer er helt i hampen, og jeg så får vist det ude på banen.

Caroline har nemt til smil. Foto: AP
Caroline har nemt til smil. Foto: AP

- Kan humor løsne op for en knap så munter situation?

- Det kommer lidt an på situationen, for du kan jo godt komme til at gøre den endnu mere akavet.

- Er det vigtigt at kunne grine af sig selv?

- Ja, det synes jeg. Når man giver, skal man også kunne tage. Det synes jeg selv, at jeg er ret god til. Jeg bryder mig ikke om, at folk er alt for selvhøjtidelige. Det hele må godt være lidt afslappet.

Her udstiller Caroline Wozniacki for eksempel sig selv i knap så yndefuld positur på Twitter:

- Den syntes jeg bare var ret sjov, så den kunne jeg ikke stå for.

- Hvor går grænsen for, hvad man må lave sjov med?

- Det må ikke blive personligt og for tæt på. Det må ikke blive sårende.

- Hvem er de sjoveste piger i omklædningsrummet?

- Petkovic (Andrea, tysker) og Serena (Williams) er meget sjove. Petkovic siger nogle gange højt, hvad hun tænker. Og så kan det komme sjovt ud. Hun er ret klog, men det sker impulsivt for hende.

- Serena er også impulsiv. Ser hun noget, kommer der tit en joke. Hun bruger sin humor i mange sammenhænge. Men sammen kan vi også være fjollede på et ret lavt niveau.

Serena og jeg kan være fjollede på et ret lavt niveau, fortæller Caroline om hendes og venindens fælles tøsefnis. Foto: AP
Serena og jeg kan være fjollede på et ret lavt niveau, fortæller Caroline om hendes og venindens fælles tøsefnis. Foto: AP

Ifølge andre iagttagere på WTA-turen hører også russiske Svetlana Kuznetsova til de sjove med en yderst tør form for humor, mens også amerikaneren Bethanie Mattek-Sands, indiske Sania Mirza og den tidligere, kinesiske topspiller Li Na, kan sætte omklædnings- eller massagerummet på langs af grin.

Caroline kiksede sit forsøg på at sprænge en ballon bag tennis-kollegaen Maria Sharapova. Foto: AP
Caroline kiksede sit forsøg på at sprænge en ballon bag tennis-kollegaen Maria Sharapova. Foto: AP
 

Caroline måtte igen charmere verdenspressen, der ikke lige havde gennemskuet hendes kænguro-joke (Foto: Raoul Wegat) Tennis - 23. jan. 2011 - kl. 08:47 Caroline måtte undskylde mediestunt

Se også: Caroline tog pis på Djokovic

Se også: Barmfagre Caroline anklages for racisme

Se også: Tog Caroline hævn over McIlroy?

Se også: Galleri: Caroline laver fis med Sharapova

75 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere