Wozniacki og Serena banker topseedet par

Caroline Wozniacki og Serena Williams stormer mod finalen i WTA-turneringen i Auckland efter ny magtdemonstration

Danske sportsstjerner hyldede i weekenden Caroline Wozniacki. Video: Claus Bonnerup

LIVE

Doublekonstellationen med Caroline Wozniacki og Serena Williams kan øjne en finaleplads i WTA-turneringen i Auckland i New Zealand.

I deres første doubleturnering sammen vandt de i første runde over et japansk par, og sejren blev onsdag fulgt op med en ny flot præstation.

Denne gang var det turneringens førsteseedede damedouble, Johanna Larsson og Caroline Dolehide, der måtte bukke under for den dansk-amerikanske duo.

Uden de store vanskeligheder gik Wozniacki og Williams videre til semifinalen med cifrene 6-2, 6-1. Semifinalen spilles fredag, men begge spillere er også fortsat med i single.

Wozniacki og Williams har normalt fokus på singleturneringer, hvor Wozniacki er i gang med sin næstsidste. Men for en stund har de slået sig sammen, og det virker til at være en god idé.

Ligesom i første runde fik det nye makkerskab en suveræn start på kampen og kom hurtigt foran. Allerede i første parti brød de modstandernes serv til 1-0, og lidt senere gentog de bedriften, da de bragte sig på 3-0.

'Jeg elskede det'
I egne servepartier havde Wozniacki og Williams ingen problemer, og de tillod ikke en eneste breakbold i hele første sæt.

En god serv af Wozniacki blev returneret ud af banen på anden sætbold og lukkede dermed et suverænt første sæt.

Både Wozniacki og Williams servede godt, men ofte var det amerikaneren, der med sit tårnhøje niveau gjorde det svært for Larsson og Dolehide at følge med.

Efter tre servegennembrud i andet sæt og i alt 54 minutters tennis kunne de to gode veninder endnu en gang juble over avancement.

Adspurgt om hun nød amerikanerens show, svarer danskeren i sit vinderinterview på banen.

- Jeg elskede det. Flere gange tænkte jeg, at hvis jeg bare kunne gøre en af de ting, ville jeg være lykkelig, siger en storsmilende Caroline Wozniacki og bliver suppleret af sin makker:

- Min partner misser aldrig. Jeg elsker det, siger Serena Williams.

Arkivfoto: ROGER PARKER Tennis Wozniacki slagter sin modstander og er videre

Wozniacki giver gas med champagnen efter Australian Open-sejren i 2018. Samme grand slam-turnering har hun nu mulighed for at vinde igen, i det der formentlig bliver hendes sidste kamp i karrieren. Foto: Dita Alangkara/Ritzau Scanpix Tennis Caroline overrasker: Udelukker ikke comeback

Brandene i Australien kan få konsekvenser for Australian Open. Foto: KAMRAN JEBREILI/AP Tennis Stjerne frygter røg fra naturbrande: - Vi må overveje det

94 kommentarer
Vis kommentarer