Garbiñe Muguruza blev onsdag tvunget til at trække sig fra WTA-turneringen i Sydney efter at have slået Kiki Bertens ud.
Spanieren, der er nummer tre i verden, vandt 6-3, 7-6 over hollandske Bertens, men meldte efterfølgende fra til kvartfinalen.
Førsteseedede Muguruza nåede dermed kun en enkelt kamp i Sydney, da hun var oversidder i første runde.
For en uge siden trak Muguruza sig fra en WTA-turnering i Brisbane, da hun ellers førte i tredje og afgørende sæt mod Aleksandra Krunic.
Wimbledon-mesteren fik store kramper og kunne ikke gennemføre kampen mod Krunic.
Mod Bertens var det låret, der voldte problemer hos Muguruza, som modtog behandling under kampen.
- Jeg er selvsagt skuffet, men har snakket med WTA-lægerne og mit hold, og jeg følger bare de råd, jeg fik fra dem, siger Muguruza.
I næste uge begynder grand slam-turneringen Australian Open i Melbourne.
- Jeg har haft smerter i det højre lår, lige siden jeg begyndte at træne her. Jeg følte mig bedre tilpas tirsdag, men under kampen kom smerterne tilbage hele tiden, men jeg ville fortsætte, forklarer hun.
Muguruza skulle i kvartfinalen have mødt australske Daria Gavrilova, som nu avancerer direkte til semifinalen uden kamp.
Turneringen i Sydney bærer i det hele taget præg af favoritfald, da ingen af de syv øvrige seedede spillere nåede videre til kvartfinalerne.
Wozniacki, der er nummer to i verden, er ikke med i nogen turnering i denne uge.
Forfærdelig familie-krig: Nu melder stjernen igen afbud
Wozniacki efter finale-nederlag: Jeg fik det, jeg kom efter
Stjernen slap mirakuløst fra ulykke: Smertetærsklen er rykket!