Caroline Wozniacki spillede sig torsdag frem til semifinalen i WTA-turneringen i Eastbourne.
I kvartfinalen gik det ud over australieren Ashleigh Barty, som måtte se Wozniacki løbe med en sejr på 6-4, 6-3.
Danskeren møder nu vinderen af opgøret mellem fjerdeseedede Angelique Kerber og syvendeseedede Daria Kasatkina.
Sidstnævnte sendte Wozniacki ud af French Open tidligere i juni.
Torsdagens kamp var tredje møde mellem Wozniacki og Barty. Ved de første to møder kunne danskeren gå sejrrigt fra banen. Det seneste møde var i maj i år.
Begge spillere kom fint fra start. Wozniacki snuppede første serveparti rent, mens Barty kun tabte et point i sit første serveparti. Generelt viste begge god kvalitet i serven.
Første partis første breakbold kom til Barty ved stillingen 3-3, da Wozniacki lavede to dobbeltfejl i samme serveparti og slog en bold i nettet.
Hun fik dog afværget breakbolden og vandt partiet.
I stedet var det Wozniacki, der fik mulighed for at bryde australierens serv ved stillingen 5-4 i dansk favør. Det lykkedes, da Barty lavede en dobbeltfejl, og Wozniacki vandt første sæt.
Andet sæt startede med en nedtur for danskeren, der blev brudt efter en dobbeltfejl i serven. Wozniacki svarede hurtigt igen og brød australieren tilbage.
Generelt havde de to spillere dog svært ved at holde serv, og efter yderligere to brudte servepartier var der igen balance i regnskabet ved 3-3.
Det efterfølgende parti bød på en spektakulær duel, hvor Wozniacki forsøgte sig med et skud mellem benene. Det rakte dog ikke til at vinde duellen.
Til gengæld vandt danskeren partier. Hun satte turboen til og kort efter spillede hun sig frem til første matchbold.
Den skød hun uden for banen, men på sin anden matchbold sikrede hun sejren og pladsen i semifinalen.
Turneringen er den sidste, før det går løs ved grand slam-turneringen Wimbledon i næste uge.
Wozniacki er seedet som nummer to i dette års Wimbledon, mens Barty er seedet nummer 17.
Ny Wozniacki-optur: Nomineret til stor amerikansk hæder
Everton sender Wayne Rooney til USA
Manager-eksperten advarer: Sådan skal du IKKE gøre nu