Wozniacki uddeler æg og hamrer sig i semifinalen

Caroline Wozniacki er et skridt fra finalen i Australian Open for første gang siden 2011 efter sejr over spanske Carla Suarez Navarro

Se Wozniackis overbevisende sejr her. Video: SNTV/AP

MELBOURNE (Ekstra Bladet): Olé, Caroline Wozniacki er i semifinalen efter sejr over spanske Carla Suarez Navarro med 6-0, 6-7, 6-2.

Her har hun ikke været siden 2011, hvor hun efter en misbrugt matchbold tabte til kinesiske Li Na.

Efter et ’æg’ i første sæt til en varm Wozniacki så alt rosenrødt ud i nattetimen, men man skal aldrig dømme den lille teknisk velfunderede krøltop af en fighter ude. Hun rejste sig og spillede sig i den grad tilbage i kampen fra starten af andet sæt, overvandt en matchbold og tog tiebreaken hjem.

Så gyseren strakte sig langt ud på natten, før Wozniacki klokken 01.35 kunne strække hænderne i vejret – med lettelse.

Danskeren fik om ikke tennismæssigt så ciffermæssigt en drømmestart, da hun efter at have holdt serv også brød spanieren på sin første breakbold. Herefter fulgte et langt parti, hvor Navarro havde en enkelt breakbold, og hvor Wozniacki havde svært ved at få lukket. Til sidst slog den lille krøltop en baghånd i nettet til 3-0.

Den føring havde tilsyneladende en mental effekt, for spanierens niveau faldt nu lidt i takt med, at danskerens steg. Wozniacki fandt sikkerhed i grundspillet, returnerede godt og brød også til 4-0 med en hvinende baghåndsvinder ned på baglinjen.

Hun servede sig med et afsluttende es på 5-0, og så fulgte endnu et langt parti, hvor Suarez Navarro flere gange diskede op med sit lækre spil. Men Wozniacki overvandt tre spanske fordele og skaffede sig sætbold via en forrygende baghåndsvinder ned langs linjen. I næste duel sendte spanieren en baghånd i nettet og indkasserede et æg efter 35 minutter.

Spanieren var spillemæssigt ved at komme godt i gang, og Caroline måtte kæmpe hårdt for sit første parti i andet sæt og blandt andet overvinde en breakbold. Så tog Suarez Navarro sit første parti – til stort bifald på Rod Laver Arena.

Efter et parti til hver trådte Carla Suarez Navarro for alvor ind i kampen, hun returnerede flot og udspillede i et par dueller Wozniacki og brød rent til 3-2.

Hun var ovenpå nu, og Wozniacki følte sig tvunget til at gå tættere på linjerne, og det gav flere fejl. Der var lidt usikkerhed at spore, for spanieren havde spillet sig varm og styrede. Hun gik let på 4-2.

Tre esser hjalp danskeren ud af kniben og forbi en breakbold i næste parti.

Og bagud 0-30 i spansk serv tog en vis herre pludselig ved Caroline, som via et par hvinende forhåndsslag ned langs linjen fik udlignet. Hun fik herefter fremtvunget en breakbold, som Navarro efter en længe duel tabte med en baghånd, der var lidt for skarpt vinklet. 4-4.

Caroline gik med sit syvende servees og et ’come on’ på 30-0, og der kom et til på næste bold. Der var kampiver i hver en fiber. Hun lukkede til 5-4 med en smuk baghånd ned langs linjen.

Efter en time og 22 minutter stod hun så med matchbold, men efter en længere tur rundt i manegen slog hun sin baghånd ud.

Fighteren Carla Suarez bed fra sig og udlignede, før Caroline fik samlet sig og servet sig foran 6-5. Kort efter var der udlignet, og så fulgte en tiebreak.

Spanieren lagde bedst fra land, men danskeren fik udlignet til 3-3 ved sidebytte. Det var desværre hendes sidste point i andet sæt, og så måtte der et tredje til.

Caroline tog en tiltrængt – ikke mindst mentalt – toiletpause, og tredje sæt fortsatte med tætte dueller. 1-1 blev til 2-1, da hun udnyttede sin første breakbold i sættet.

Hun holdt rent til 3-1, før Navarro reducerede. Så fulgte et med danske briller lidt for spændende parti, før Wozniacki kæmpede sig på 4-2.

Et par gode dueller senere stod hun med to breakbolde, og en forrygende baghånds-servereturnering inside out gav hende det afgørende hul.

Hun stod med 40-0 og tre matchbolde, da Navarro slog den anden ud efter to timer og 11 minutter.

Hun møder torsdag den 22-årige, belgiske overraskelse Elise Mertens i semifinalen.

Det unge talent slog i sin kvartfinale fjerde-seedede Elina Svitolina med klare 6-4, 6-0.

Syv gange grand slam-semi

Caroline Wozniacki skal torsdag spille sin syvende semifinale i grand slam-regi mod den useedede belgier Ellise Mertens. Det er anden gang, hun er så langt i Australian Open.

Mens hun aldrig er nået så langt i hverken French Open eller Wimbledon, har hun til gengæld gjort det flot i US Open, hvor det er blevet til to sejre – begge over useedede spillere - i fem semifinaler.

Her er listen. 

Australian Open
2011: Nederlag til Li Na, Kina, 3-6 7-5 6-3
Wozniacki havde matchbold i andet sæt

US Open
2016: Nederlag til Angelique Kerber, Tyskland, 6-4 6-3
2014: Sejr over Shuai Peng, Kina, 7-6(1) 4-3, opgav med skade.
Wozniacki tabte finalen til Serena Williams, USA med 6-3 6-3
2011: Nederlag til Serena Williams, 6-2 6-4
2010: Nederlag til Vera Zvonareva, Rusland, 6-4 6-3
2009: Sejr over Yanina Wickmayer, Belgien, 6-3 6-3
Wozniacki tabte finalen til Kim Clijsters, Belgien, 7-5 6-3

Se også: Tennis-sensation: Knækkede storfavoritten i kvartfinalen

Som træner forsøgte Thomas Johansson at forbedre Carolines serv og forhånd, men de fandt aldrig melodien. Foto: Tennis - 23. jan. 2018 - kl. 13:17 Melbourne-vinder: Det bliver Carolines år

 

197 kommentarer
Vis kommentarer