Wozniackis efter gyser: Det var hårdt

Måtte endnu engang ud i en maratonkamp mod tyske Angelique Kerber, før hun fik lukket kvartfinalen med et flot tredje sæt

Caroline Wozniacki måtte ud i et mindre maraton, før sejren var hjemme mod tyske Kerber (Foto: AP)
Caroline Wozniacki måtte ud i et mindre maraton, før sejren var hjemme mod tyske Kerber (Foto: AP)

Caroline Wozniackis plan om at genstarte sæsonen i Asien og med en slutspurt forsøge at kvalificere sig til sæsonfinalen lever endnu efter en forrygende flot sejr i kvartfinalen i Toray Pacific Open i Tokyo.

Her slog hun i tre sæt tyske Angelique Kerber og reducerede til 5-6 i deres indbyrdes opgør, og især i tredje sæt viste hun, at hun og Piotr mener det alvorligt, når de taler om igen at finde en mere offensiv stil frem.

Cifrene blev 6-2, 2-6, 6-3.

Se også: Piotr blæser til angreb: Nu har vi fundet nøglen

Efter et første sæt, som Wozniacki sikkert hev hjem, kom den tyske diesel-motor i omdrejninger fra starten af det andet, hvor Kerbers tunge grundspil fandt den rigtige sider af linjerne.

Hun brød straks og kom på 3-0, før Caroline brød og i et meget langt femte parti reducerede til 2-3. Men så blev hun igen lidt for passiv og blev bombet ud i resten af sættet.

Efter en længere snak med Piotr Wozniacki under Kerbers toiletbesøg, fandt Caroline igen en mere aggressiv attitude frem i tredje sæt. Hun blev ganske vist brudt med det samme men brød straks tilbage, og så var det ellers tæt i de følgende partier.

Ved 2-2 var de to veltrænede piger ude i endnu et maraton-parti i dansk serv. Kerber havde adskillige breakbolde, som Caroline afværgede med kraftfulde baghåndsvindere, og hun havde også held med en netruller på en gamebold til Wozniacki, før Caroline ved nettet fik trukket stikket hjem efter en lang duel.

Se også: Nadal sikker: Caroline kommer stærkt tilbage

Det begyndte at ligne deres finale fra Stuttgart tidligere på året, hvor de to også fulgtes til 3-3 i tredje sæt, før Caroline brød og kom foran 5-3, hvorefter hun ikke fik lukket kampen.

Denne gang gik det bedre.

En mere stilfærdig Piotr Wozniacki kom på besøg ved Carolines stol ved 4-3, og hun kom stærkt ud til det følgende parti, hvor hun med vanvittigt flotte defensive redninger på tyskerens vinklede slag brød rent til 5-3.

Så kunne hun serve sejren hjem men kom bagud 0-30, før hun med et es fik matchbold. Kerber slog en stopbold ud, og sejren var hjemme.

- Det var hårdt. Der er det altid mod hende. Der skal sættes rigtigt mange bolde i spil. Jeg er virkelig glad for at vinde denne kamp, sagde en træt Caroline efter kampen.

Her møder hun den 18-årige himmelstormer, Belinda Bencic fra Schweiz, som såmænd har vundet de seneste tre opgør mod Wozniakci – de to seneste dog mod en skadet dansker. Bencic slog Garbine Muguruza i to sæt.

54 kommentarer
Vis kommentarer