Wozniackis vanvittige projekt

Tennisstjernen Caroline Wozniacki kan snart ses i helt nye fysiske udfordringer langt væk fra tennisbanen

Gennem tre uger følger et kamerahold familien Wozniacki på tæt hånd, mens de skal bestige et af de mest berømte bjerge i verden. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
Gennem tre uger følger et kamerahold familien Wozniacki på tæt hånd, mens de skal bestige et af de mest berømte bjerge i verden. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark

Kun tre måneder efter hele Danmarks tennisdarling Caroline Wozniacki stoppede sin tenniskarriere tilbage i januar i år, var hun allerede på vej mod helt nye udfordringer udenfor banen.

Wozniacki havde nemlig sagt ja til at være med i et nyt program 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki', hvor hun sammen med sin mand David Lee, far Piotr, bror Patrick, mor Anna og svigermor Susan Lee ikke blot skulle forsøge at bestige det højeste bjerg i Afrika, Kilimanjaro, men også gøre det uden overtøj og hjælpemidler.

Konceptet så godt ud på papiret, og familien glædede sig til at klare udfordringen sammen, men det skulle vise sig at være langt hårdere end først antaget.

Spørger man de to fysisk veltrænede sportsstjerner Caroline Wozniacki og hendes mand, David Lee, om de undervejs på rejsen var ved at smide håndklædet i ringen, så er svaret klart.

- Absolut, siger de enstemmigt.

- Og hvem siger, at vi ikke gjorde det?, griner Wozniacki.

Gennem udfordringen har familien lært, at de altid kan regne med hinanden og få hjælp, hvis man har brug for det. - Hvis noget er udfordrende eller skræmmende, så er vi sammen stærkere og vi kan gøre alt, hvad vi sætter os for, fortæller Caroline Wozniacki. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
Gennem udfordringen har familien lært, at de altid kan regne med hinanden og få hjælp, hvis man har brug for det. - Hvis noget er udfordrende eller skræmmende, så er vi sammen stærkere og vi kan gøre alt, hvad vi sætter os for, fortæller Caroline Wozniacki. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
 

Et vanvittigt projekt
Både Wozniacki og hendes mand har altid drømt om at bestige Kilimanjaro, og de takkede derfor hurtigt ja, da Discovery Networks præsenterede det vanvittige koncept for dem, men indså hurtigt, hvor stor en udfordring det ville blive.

- Hele konceptet er lige noget for os, og vi tænkte, at det ville være fedt at gøre som en familie. At bestige Kilimajaro har altid været på min bucket-liste, og også på Davids, så da vi hørte om det, tænkte vi, at det kunne være fedt at gøre. Men så tilføjede vi lige det med, at vi ikke har tøj og ting, fortæller Wozniacki.

- Det lød rigtig fedt som et mål på vores bucket-list og hele konceptet. Men da vi så dykkede ned i detaljerne, indså vi, hvor udfordrende det ville blive, når man tilføjer de ting (intet overtøj og hjælpemidler, red.) og guruerne, indrømmer David Lee. 

Familien rejste på turen gennem Polen, Zanzibar og Tanzania, hvor de undervejs mødte tre guruer, der skulle hjælpe dem med at forberede dem på bjergbestigningen.

Kuldeeksperten Wim Hof udsatte familien for ekstremt koldt vand, så de bedre kunne klare at bestige bjerget uden overtøj. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
Kuldeeksperten Wim Hof udsatte familien for ekstremt koldt vand, så de bedre kunne klare at bestige bjerget uden overtøj. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark

En kuldeekspert hjalp dem med at øge deres kuldetolerance, en dansk firedobbelt verdensmester i fridykning lærte dem at kontrollere deres åndedræt og sidst lærte en shaolin-munk dem at håndtere smerte.

En hård udfordring
Udover selve bestigningen af Kilimanjaro så var den hårdeste fysiske udfordring for Wozniacki sammen med kuldeguruen, fordi hun for alt i verden hader kulden, mens det for Lee derimod var dykningen, der var en udfordring. Hertil var det svært for dem begge at forberede sig på de fysiske udfordringer undervejs.

- Når du spiller tennis, basket eller træner, så ved du, hvordan du skal forberede dig. De udfordringer, vi stod overfor her, var så forskellige fra sted til sted. Der var ikke så meget, vi kunne gøre inden turen for at forberede os - andet end at komme med en god attitude og håbe på det bedste, fortæller David Lee.

- Sammenlignet med din kamp mod Vera Zvonareva i WTA sæsonfinalen i Doha tilbage i 2009, hvor du kæmpede dig gennem en voldsom krampe, hvor hård var den her udfordring så for dig Caroline?

- Vi prøvede faktisk at finde ud af, hvad der var den hårdeste ting, vi har gjort. Jeg tror, at de er lige hårde, men på forskellige måder. Den hårde del her var, at vi hver dag havde nye udfordringer og ting, vi skulle gøre. Det strak sig over en længere periode, hvor vi opholdt os meget i telte og ikke havde den bedste mad. Det var koldt, det var varmt, og der var mangel på ilt.

- Det er ikke som med et maraton, hvor du løber en gang, og så kan du gå tilbage og få en massage, en spabehandling og en seng. Her skal du restituere i et iskoldt telt, og på bjerget bliver det kun hårdere og hårdere hver dag.

Se også: Efter seks måneder: Nu viser hun sig frem

En hel gruppe med konkurrencemennesker
Selvom både Wozniacki familien og David Lee er konkurrencemennesker ind til benet, så prøvede de at lægge det på hylden og gå ind i udfordringen som et hold.

Ellers er de ikke sikre på, at de ville komme igennem det, fortæller Caroline Wozniacki.

- For de fleste af os handlede det om at komme derhen i et stykke og forsøge at komme til toppen. Det var målet og drømmen. Vi prøvede at blive sammen i en gruppe og hjælpe og støtte hinanden, fordi alle kommer til at have en krise på et eller andet tidspunkt, siger hun og forklarer, at hendes bror, Patrick Wozniacki, enkelte gange ikke kunne modstå fristelsen for konkurrence og forsøgte at komme foran.

- Vi var alle friske, da vi kom til Polen, fordi vi startede der. Vi var mentalt og fysisk helt klar til et stort eventyr. Jo flere uger der gik, jo mere blev vi fysisk og mentalt træt, fortæller Caroline Wozniacki. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
- Vi var alle friske, da vi kom til Polen, fordi vi startede der. Vi var mentalt og fysisk helt klar til et stort eventyr. Jo flere uger der gik, jo mere blev vi fysisk og mentalt træt, fortæller Caroline Wozniacki. Foto: Per Arnesen/Discovery Networks Danmark
 

- De fortalte os med det samme: Jeg ved, at I alle går meget op i konkurrence, men I kan kun gå så hurtigt som kroppen tillader, fordi man kæmper med højden. Hvis du siger, at du vil løbe op af bjerget, selvom du skal gå, så ender du bare med at få højdesyge. Og så vil du ikke kunne gennemføre det, tilføjer David Lee.

Hvorvidt familien gennemfører udfordringen, må vi vente med at se, til programmet slutter.

Og det er slet ikke sikkert, at det er sidste gang, at vi ser miss sunshine på skærmen.

- Jeg ved ikke, om vi ville gøre lige præcis det her igen, men helt sikkert noget lignende, som ville være både cool, sjovt og udfordrende. Jeg ville helt klart være klar på et nyt eventyr.

Programmet 'Klædt af mod toppen med familien Wozniacki' har premiere 13. august klokken 10 på Dplay og klokken 21 på Kanal 5. Ekstra Bladet har talt med Caroline Wozniacki og David Lee på et pressemøde over Zoom i forbindelse med premieren på programmet.

Se også: Carolines 'dirty thirty': Fejret med luksus

Se også: - Slettede alt for at stoppe mig selv

41 kommentarer
Vis kommentarer