To mænd kollapser og dør på målstregen i halvmaraton

En 25-årig og en 32-årig mand kollapsede søndag efter at have gennemført et halvmaraton. De bekræftes nu døde

To mænd er bekræftet omkommet, efter at de kollapsede på målstregen under et halvmaraton i Cardiff søndag.

De to løbere menes at have fået hjertestop, efter at de havde gennemført løbet.

Lokale medier skriver ifølge The Guardian, at en 32-årig mand kollapsede foran sin hustru og etårige barn.

Den anden - en 25-årig mand - havde gennemført løbet sammen med sin kæreste.

Vidner fortæller ifølge WalesOnline, at flere tilskuere forsøgte at komme de to mænd til undsætning.

Reddere forsøgte at hjælpe de to mænd i målområdet. De blev senere bragt til universitetshospitalet i Cardiff, hvor de blev erklæret døde.

Arrangørerne bag løbet, Run4Wales, oplyser, at det er første gang i løbets 15-årige historie, at nogen omkommer.

- Dette er en forfærdelig tragedie for familierne. Vores dybeste medfølelse går til familier og venner, siger løbets direktør, Matt Newmann, ifølge The Guardian.

- Beredskabsfolkene reagerede hurtigt og professionelt på denne forfærdelige situation, tilføjer han.

Politimyndighederne i Cardiff oplyser, at de pårørende er underrettet om dødsfaldene.

Løbet blev skudt i gang klokken ti søndag formiddag og gik gennem Cardiffs gader forbi Millennium Centre, Cardiff Bay Barrage og Roath Park.

Løbet er det næststørste halvmaraton i Storbritannien og havde søndag omkring 25.000 deltagende løbere.

Det blev den australske løber Jack Rayner, der var hurtigste mand i Cardiff. Han krydsede målstregen efter 1 time, 1 minut og 1 sekund.

Uganderen Juliet Chekwel blev hurtigste kvinde i tiden 1 time, 9 minutter og 45 sekunder.

Se også: F1-boss forsvarer 'farlige' Kevin: Rent uheld

Se også: Flere anmeldt for at sprede nøgenfoto af håndbold-darling

Se også: Flot nok, Brøndby, men der er laangt op til FCK og FCM

I FIFA 19 afslutter man på en ny måde. Hvordan og hvornår får du afvide i denne artikel. Foto: EA Sports, VG montage. Sport og Spil Stor guide: Sådan knuser du dine venner i FIFA 19

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere