Udfordret i køleskabet: - Kan være trist og frustreret

Mange atleter må træne mindre for tiden. Det skal de huske at tænke ind i kosten, siger ernæringsfysiolog

Arkivfoto: Olivia Loftlund
Arkivfoto: Olivia Loftlund

Den omfattende nedlukning af Danmark på grund af coronavirus gør det umuligt for en lang række danske atleter at træne normalt.

Alt afhængigt af sportsgren er genen større eller mindre, men for langt de fleste betyder nedlukning af haller, klubber og så videre, at der må drosles markant ned for træningsmængden.

For elitesportsfolk er kost en stor del af at kunne præstere, men med coronavirusudbruddet og den lavere træningsmængde skal atleterne huske at lægge kosten om.

Det siger ernæringsfysiolog hos Team Danmark Majke Jørgensen.

- Langt de fleste skal ændre i deres kost. Især dem som plejer at have høj træningsmængde og konditionspræget træning. Hvis man eksempelvis er vant til to-tre timers badminton plus styrketræning, og man nu pludselig kun kan hjemmestyrketræne, så spiller det en rolle, siger hun.

- Så skal man indtage mindre energi og mindre kulhydrat især. Ellers vil vægten simpelthen stige. Du vil kunne bibeholde muskelmassen, men fedtmassen vil stige, hvis du spiser det, du plejer at gøre.

Hun slår fast, at udøverne stadig skal spise mange måltider i løbet af dagen, men de skal sammensættes anderledes.

- Det totale daglige energiindtag skal være mindre. De har egentlig brug for samme mængde protein og nogenlunde samme mængde fedt, men mængden af kulhydrat skal sænkes, når man har mindre træningsmængde, forklarer Majke Jørgensen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Arkivfoto: John Hertz/COLOURBOX
Arkivfoto: John Hertz/COLOURBOX
 

Når kroppen får mindre indenbords, end den plejer, så vil man opleve sult. Det vil atleterne også med den ændrede kost, men de er nødt til at udholde den sult, som reduktionen i kulhydratindtag medfører til en start.

Det er en mental barriere, som kun bliver større af, at de fleste er fanget i eget selskab for tiden.

- Mange af dem vil komme til at skulle leve med lidt sult. Og der vil for mange også være en mental ting med, at man keder sig lidt, og det kan godt trigge det lidt mere. Altså så man laver kedsomhedsspisning, siger ernæringsfysiologen.

- Det er jo hårdt mentalt for dem, det her. Man kan være trist, frustreret, ked af det og ensom, og for nogen vil det påvirke, hvordan man spiser.

Hun forstår, at atleterne her i starten har fokus et andet sted. Lige nu handler det meget om, hvordan de får trænet bedst muligt ud fra forudsætningerne.

Men hvis den nuværende tilstand i Danmark varer ved i en længere periode, så er det vigtigt at få tænkt kosten ind. Ellers kan man let blive sat tilbage, når man vender tilbage til normal træning.

- Inden for nogle uger eller en måned, hvis ikke man er opmærksom på kosten, kan det godt nå at have fået en ret stor betydning, hvis man bare spiser, som man plejer, slår Majke Jørgensen fast.

Flere har dog prøvet det før, så hun håber, at den ballast kan hjælpe.

- En del af atleterne har prøvet at være inde i en skadesperiode, hvor de ikke har kunnet træne som normalt. Og mange vil have en kostplan, som de har prøvet at spise efter under en skade, siger hun.

Stadions rundt omkring i verden får lov at stå tomme på ubestemt tid. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Sport Al sport er aflyst: Sådan dulmer du dine abstinenser

Foto: WILLIAM WEST/AFP/Ritzau Scanpix Sport Debriefing fra Melbourne: F1 står i lort til halsen