Ungarsk sportslegende i uføre: Fyrede den af med ludere og narko

Den tidligere præsident for Ungarns olympiske komite og håbefuld kandidat ved weekendens lokalvalg i Ungarn er under hårde angreb for misbrug af offentlige midler

Zsolt Borkai med den olympiske flamme til de europæiske ungdomslege, som i 2017 blev afholdt i Ungarn i byen Gyõr, hvor Borkai er borgmester. Foto: Tamas Kovacs/MTI via AP / Ritzau Scanpix.
Zsolt Borkai med den olympiske flamme til de europæiske ungdomslege, som i 2017 blev afholdt i Ungarn i byen Gyõr, hvor Borkai er borgmester. Foto: Tamas Kovacs/MTI via AP / Ritzau Scanpix.

Zsolt Borkai har i Ungarn skabt sig en fin karriere som politiker i kølvandet på den jubel og beundring, der blev ham til del, da han som OL-atlet vandt guld i bensving i Seoul i 1988.

Han har været præsident for den olympiske komite i Ungarn, og siden 2006 har han været borgmester i byen Gyõr, som er en af de rigeste i Ungarn. Den tjans håber han på at genvinde ved weekendens lokalvalg. Borkai stiller op for det konservative regeringsparti, Fidesz.

Stoler man på en anonym blogger, som kalder sig ’Djævelens Advokat’, er Borkai imidlertid en bedrager, som ikke fortjener det renskurede image, han hidtil har levet højt på.

Freelancejournalisten Balazs Csekö deler på Twitter flere af de billeder, som den anonyme blogger har offentliggjort.

Bloggeren hævder ifølge den østrigske avis Kronen Zeitung, at Borkai har misbrugt offentlige midler, og han har offentliggjort videoer og fotos, der viser Borkai ombord på en yacht i Adriaterhavet i foråret 2018 sammen med smukke kvinder, som hævdes at være prostituerede.

Videoerne afslører ifølge avisen, at også kokain indgik i den løsslupne fest med de angiveligt letlevende damer, som Borkai ses i ’entydige positioner og situationer med’.

Yderligere anklages Borkai for at have forkælet personlige støtter med erhvervsmæssige fordele. ’Djævelens Advokat’ hævder, at han er en af Borkais tidligere medarbejdere på borgmesterkontoret i Gyõr, og at han kan dokumentere alle sine påstande.

I dette tweet med et billede af Borkai fortæller freelancejournalisten Balazs Csekö, at Borkai-skandalen er en af de største korruptionsskandaler i Ungarn i 30 år.

Borkai har erkendt, at det er ham, der ses på optagelserne, skriver Kronen Zeitung, men han bestrider, at han skulle have betalt gildet med kommunens penge.

- Jeg begik en fejl, men det er længe siden, og min familie kender til det, der sket. Familien støtter mig, siger den 54-årige borgmester.

- Jeg har ikke finansieret denne rejse med statens penge, lyder det fra Borkai.

Ifølge Kronen Zeitung er Borkai videre under anklage for at have tjent millioner af euro på fupfirmaer med adresse i Luxembourg.

Kommunalvalgene i Ungarn finder sted søndag.

Se også: Interne mails afslører: Fodboldboss får nye fjender

Se også: Filmet med skjult kamera: Her ryger de i fælden

Se også: Fjernet fra fodbolden: - Nogle idioter

Se også: Fodboldboss tiltalt for transfer-fusk: - Jeg har begået fejl

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere