Video-svindel sender magtfuld sheik i fængsel

Den magtfulde sheik Ahmad al-Fahad Sabah er dømt til mere end et års fængsel for at have forfalsket video og dokumenter i håb om at få straffet rivaler

Sheik Ahmad al-Fahad Sabahs glippede forsøg på at skaffe rivaler af vejen, er endt med at koste ham selv dyrt.   Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix
Sheik Ahmad al-Fahad Sabahs glippede forsøg på at skaffe rivaler af vejen, er endt med at koste ham selv dyrt. Foto: Dita Alangkara/AP/Ritzau Scanpix

Han har længe været blandt en af de mest berygtede mænd i sportens verden og er blevet beskrevet som en dukkefører med magten i sin hule hånd, men det kan snart være forbi.

En dom for svindel og forfalskning står nu i vejen for sheik Ahmad al-Sabahs jagt på verdensherredømmet.

Han er blevet idømt 29 måneders fængsel, hvor 15 af dem er blevet gjort betingede.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah fastholder sin uskyld. Foto: Fabrice CoffriniOFFRINI
Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah fastholder sin uskyld. Foto: Fabrice CoffriniOFFRINI

Sagen går tilbage til 2013, hvor sheik Al-Sabah præsenterede de kuwaitiske myndigheder for en video, der skulle have vist, at landets tidligere premierminister sheik Nasser al-Mohammed al-Sabah og Jassem al-Kharafi planlagde et statskup.

I Kuwait kan straffen for den slags være lig med døden, og det er derfor selvfølgelig ikke noget at spøge med.

Videoerne er blevet skudt ned som værende 'rent skuespil', men det har ikke fået sheiken til at give op..

Al-Sabah og de tre andre, som blev dømt fredag, har ifølge dommen forsøgt at verificere videoerne overfor domstolene ved at fremvise forfalskede dokumenter. Og det er derfor, han nu har fået denne dom.

Nægter sig skyldig
Sheiken fastholder dog sin uskyld og har anket sagen.

- Jeg ved, at jeg ikke har gjort noget, lød det fra Al-Sabah, da han forlod retten ifølge AP. 

Skulle de dømte parter ikke have held med deres anke af sagen, så vil den magtfulde dukkefører i fremtiden skulle forsøge sig med at regere fra fængslet.

Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah var en af de største støtter bag Thomas Bachs kandidatur til titlen som IOC præsident. Foto: Eugene Hoshiko
Sheik Ahmad al-Fahad al-Sabah var en af de største støtter bag Thomas Bachs kandidatur til titlen som IOC præsident. Foto: Eugene Hoshiko

For han har været vant til at trække i trådene, når de store beslutninger skal træffes, og Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan han stod bag valget af Thomas Bach som præsident for IOC.

Bach husker sine venner, og han har aldrig taget afstand fra sheik Al-Sabah, selvom sidstnævnte har mødt mange anklager for sit arbejde i skyggerne.

Frivillig afgang
Sheik Al-Sabah er blevet beskrevet som verdens mest magtfulde idrætspolitiker og har i mange år været regnet som en kongemager i den verden, men den nye udvikling kan betyde, at han må give afkald på sin indflydelse for en længere periode.

Den Asiatiske Olympiske Komité har i kølvandet på dommen annonceret, at Al-Sabah træder af som deres præsident, mens han 'renser' sit navn hos de schweiziske domstole.

Den falder fint i tråd med, at han allerede har suspenderet sig selv fra hvervet som IOC-medlem, efter anklagerne først kom frem.

Sheikens har haft meget indflydelse, men hjemlandet har ikke fået den helt store glæde af det. Kuwait har i flere år været udelukket fra internationale sportsbegivenheder, hvilket blandt andet har betydet, at de ikke måtte deltage ved OL i Rio 2016 eller kvalifikationen til VM i fodbold i Rusland 2018.