Arrangørerne af weekendens afdeling af SailGP - der bliver kaldt sejlsportens svar på Formel 1 - måtte lørdag trække stikket på søndagens sejladser.
Voldsomt vejr ramte lørdag havneområdet i Sydney, hvor de hurtige både var placeret efter dagens sejladser.
På sociale medier florerer der videoer, hvor man blandt andet kan se den canadiske båds vingesejl svaje voldsomt i luften på grund af vinden, mens den hænger i en kran.
Det førte til, at den blandt andet ramte - og ødelagde - nogle store telte. Generelt skete der skade på flere vingesejl, men de fleste af de dyrebare både undgik ødelæggelser, da de lå på vandet, skriver SailGP på sin hjemmeside.
Ingen personer kom til skade.
Mens søndagens sejladser blev aflyst, så blev de planlagte tre sejladser lørdag afviklet.
Her var Frankrig bedst og endte derfor som vinder af grandprixet. Den danske båd anført af skipper Nicolai Sehested endte som nummer fem ud af ni.
Der venter én afdeling mere af SailGP i indeværende sæson. I marts skal der sejles i New Zealand, inden den store sæsonfinale løber af stablen i San Francisco i starten af maj.
I den samlede stilling ligger Australien øverst med 76 point. Danmark ligger nummer fem med 57 point.