Danmark vandt komfortabelt over Ungarn, men landsholdets måske vigtigste spiller var helt bag om dansen.
Se de danske spilleres karakterer her:
Niklas Landin 1
Blot en enkelt redning blev det til, inden han måtte på bænken. Fik heller ikke megen hjælp af sit forsvar, men der var langskud, han burde have taget.
Kevin Møller 3
Uden at imponere voldsomt fik han dog taget de bolde, der gjorde, at holdet efter pausen kunne skabe et komfortabelt forspring.
Niclas Kirkeløkke 3
Stortalentet fik hele kampen og viste prøver på, hvad han har i våbenskabet. Var dog udfordret i forsvaret og sjuskede også med et par afslutninger.
Magnus Landin 5
Han bliver bare bedre og bedre. Seks mål på seks afslutninger er klasse, og samtidig yder han et stort arbejde i defensiven.
Mads Mensah 5
Holdet blev forvandlet, da Mensah afløste Morten Olsen som playmaker. Gåhåndbold blev til turbohåndbold tilsat lækkerier og smukke mål.
Casper U. Mortensen UB
Nikolaj Markussen UB
Anders Zachariassen 3
Han er forholdsvis ny i landsholdstrøjen, men vi kommer til at se mere til ham. Han havde problemer i forsvaret, men han kommer sikkert efter det. Er en meget bevægelig stregspiller.
Lasse Svan 5
Som sin fløjkollega i den modsatte side var han sikkerheden selv i sine afslutninger. Brillerede med flotte mål på elegante lob.
Hans Lindberg UB
Henrik Møllgaard 3
Han skal om nogen være med til at tætne forsvaret. Det lykkedes ikke helt. Han skal også spille en væsentlig rolle i kontraspillet. Det kan også blive bedre.
Kasper Søndergaard UB
Henrik Toft 4
Han scorer på sine chancer. Det må man lade ham. Forsvarsmæssigt er der stadig en del at arbejde med. Har svært ved at få afstemt højden på forsvaret.
Mikkel Hansen 4
Blev dansk topscorer og samtidig også assistkonge. Men han brændte også helt frie skud, og derfor bliver det kun til et flot fire-tal.
Morten Olsen 2
Det gik ganske enkelt for langsomt. Han formåede ikke at løse det fremskudte ungarske 5-1 forsvar, og derfor måtte han vige pladsen til fordel for Mads Mensah.
Michael Damgaard UB
Nikolaj Jacobsen 4
Holdet var ikke tændt fra starten, men det blev bedre, som kampen skred frem, og i anden halvleg havde han fundet den formation, som trods alt kørte en sikker sejr hjem.