Herning håber på hockey-redning

Opbakning: 120 personer mødte op for at skælde ud, men også deltage i redningsaktion af Herning Blue Fox

Mesterholdet Herning Blue Fox håber på en snarlig redning, men foreløbig mangler klubben i hvert fald to millioner kroner for at kunne overleve. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Mesterholdet Herning Blue Fox håber på en snarlig redning, men foreløbig mangler klubben i hvert fald to millioner kroner for at kunne overleve. (Foto: Jesper Nørgaard Sørensen)
Endnu er Danmarks mest vindende ishockeyhold ikke reddet fra økonomisk ruin, men efter et stormøde med sponsorer og medlemmer af erhvervsklubben i aftes er der stor fortrøstning at spore i Herning Blue Fox.

Omkring 120 personer var mødt op for at høre bestyrelsesformand Henrik Lysgaard redegøre for det overraskende, økonomiske uføre, klubben har rodet sig ud i.

Kritikken var hård, men samtidig var viljen til at deltage i en redningsaktion overvældende, fortæller Lysgaard.

– Vi mødte en fantastisk opbakning. Faktisk en opbakning, der var mere ambitiøs end den plan, bestyrelsen havde fremlagt, siger Henrik Lysgaard.

– Alt i alt var det en kanon aften. Selvfølgelig fik vi kritik for at have kørt butikken derhen, hvor den er lige nu, men alle bakkede op om ishockeyen i Herning og vil arbejde for, at der også næste år er ishockey på topplan her i byen.

Lysgaard understreger, at Herning Blue Fox ikke er reddet endnu.

Selv om der allerede i aftes var adskillige, der lovede kontante bidrag til genrejsningen af mesterholdet, er der endnu ikke kommet penge i kassen. Lysgaard vil ikke tale om konkrete beløb, men kilder omkring klubben anslår, at der akut mangler to millioner kroner.

Jeg tror på det
Ved årsskiftet er kassen tom, og i løbet af de næste uger skal konkursen afværges.

– Nu skal der handling bag ordene. Alle sponsorer og medlemmer af erhvervsklubben vil i de næste dage modtage et brev, hvori vi beder om de konkrete, økonomiske bidrag, der skal til for at redde klubben, siger Lysgaard, der forventer, at bestyrelsen i løbet af maksimalt to uger vil have vished for, om redningsaktionen er lykkedes.

– Man skal aldrig sælge skindet, før bjørnen er skudt, og det er jo ikke nok bare at give tilsagn om at støtte med et beløb.

– Pengene skal også indbetales. Men med den opbakning, vi har mødt, er der absolut grund til at være optimistisk, siger Henrik Lysgaard.

Sponsorerne manglede
– Mit humør er væsentligt bedre nu, end det var før mødet. Nu tror jeg på, at vi også i fremtiden vil have professionel ishockey i Herning, siger han.

Den akutte krise i Herning Blue Fox, der ellers i årevis har været ligaens duks med orden i økonomien, er opstået på grund af svigtende sponsorindtægter.

Det lykkedes ganske enkelt ikke den daglige ledelse med direktør Flemming Langbo i spidsen at tegne sponsorater i det omfang, der var budgetteret med.

Bestyrelsen fik i oktober fornemmelsen af, at noget var rivende galt.

Efter et ekstraordinært gennemsyn af regnskaberne stod det klart, at den økonomiske situation var yderst alvorlig, og direktøren Flemming Langbo blev fyret med øjeblikkelig virkning.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere