DR-profil: Jeg har ondt af dem, der flyttede til Aarhus

DR Sportens kommentator Henrik Liniger undrer sig over, at man først flytter en redaktion til Aarhus for at udvikle – for så otte måneder senere at afvikle

Besparelserne i DR udgør et særligt problem, mener Ekstra Bladets Poul Madsen og Henrik Qvortrup - hør hvilket her.

Chok! Nok var DR Sportens medarbejdere forberedt på, at den store sparekniv selvfølgelig også ville ramme dem. Men at topledelsen ligefrem valgte at hamre til med macheten helt nede i knæhøjde, havde ingen alligevel forestillet sig.

- Jeg har været med til sparerunder i DR før, men jeg kan sige, at jeg og resten af redaktionen var stærkt uforberedte på, at vi er et af de tre områder, der rammes hårdest. Det havde vi simpelt hen ikke regnet med. Det er stærkt overraskende, siger Henrik Liniger.

Henrik Liniger er normalt en munter mand, men denne tirsdag blev han og kollegerne ramt historisk hårdt. Foto: Ritzau Scanpix
Henrik Liniger er normalt en munter mand, men denne tirsdag blev han og kollegerne ramt historisk hårdt. Foto: Ritzau Scanpix

DR Sportens kommentator med egne ord været ansat i statsinstitutionen i masser af år og både set og hørt en del, men at sportsredaktionen efter spareplanerne skal snittes helt i bund blot otte måneder efter, DR brugte i omegnen af 100 mio. kroner på at flytte redaktionen til Aarhus, har rystet kollegerne. Ikke mindst den halve snes stykker, der valgte at rive ægtefæller og børn op for at flytte fra hovedstadsområdet til Smilets By i januar.

- Det er voldsomt. Det er kun otte måneder siden, vi flyttede til Aarhus med løfte fra ledelsen om, at vi skulle udvide og udvikle dækningen af sport. Jeg ved godt, at ledelsen dengang ikke kendte omfanget af den sparerunde, DR nu er inde i, men jeg er alligevel overrasket og også skuffet over, at sporten så hurtigt efter flytningen skal rammes på denne måde, siger Henrik Liniger.

- Jeg er ikke sur og vred, men jeg er overrasket og skuffet, understreger DR-profilen.

Tina Müller mister både sportsnyhederne og Madmagasinet. Lars Krogh er også dobbelt ramt som håndboldekspert og efter konkurstruslen i Kolding. Foto. Ernst van Norde/Ritzau Scanpix
Tina Müller mister både sportsnyhederne og Madmagasinet. Lars Krogh er også dobbelt ramt som håndboldekspert og efter konkurstruslen i Kolding. Foto. Ernst van Norde/Ritzau Scanpix

Han tænker især på de kolleger, der har valgt at sælge hus og flytte hele familier til en by, de i nogle tilfælde intet forhold havde til på forhånd. En af dem er Julie Kiner fra Liga på P3, der i et tweet lufter sine frustrationer:

’For syv måneder siden pakkede jeg alt og rykkede min familie til en by uden venner, familie og netværk, fordi mit arbejde skulle STYRKES uden for København, og fordi jeg elsker mine kolleger. I dag føler jeg mig virkelig svækket. Og til grin!’

Henrik Liniger forstår til fulde kollegaens frustration:

- Jeg tror, man skal have prøvet det for at have en idé om, hvor stor en beslutning det er. Kollegerne er jo flyttet, fordi de elsker deres job og deres arbejdsplads, og derfor har de valgt at rive hele familier op for at flytte. De har gjort det, fordi DR er en dejlig arbejdsplads, og det er kun godt – men i dag har jeg ondt af dem, siger Henrik Liniger.

Tina Müller er en af dem, der længe var i tænkeboks i forhold til at rykke adressen til Aarhus, og på den sorte tirsdag kunne hun så bl.a. forvisse sig om, at der fra nytår ikke længere er brug for hende som vært på Sportsnyhederne – og oveni lukker Madmagasinet også på et tidspunkt. DR trækker sig også fra håndboldens Champions League i sommeren 2020.

Medarbejderne på sportsredaktionen blev efter stormødet i København kl. 10 informeret fem timer senere i Aarhus af generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Stemningen var naturligvis på et historisk lavpunkt på en redaktion, hvor medarbejderne i lighed med kollegerne i resten af DR nu kan afvente store prikkedag den 10. oktober med gru.

Er der to, som har stået sammen i dansk håndbold, er det Lars Krogh Jeppesen og Lars Jørgensen, som her jubler sammen med Kasper Hvidt efter EM-triumfen i Norge i 2008 (Foto: Jens Dresling) Håndbold - 18. sep. 2018 - kl. 17:22 Rigtig lortedag for DR-ekspert: - Det er barske løjer

Det er slut med Sundhedsmagasinet og de to værter Nola Gaardmand og Peter Qvortrup Geisling. FOTO: DR, Dansk politik - 18. sep. 2018 - kl. 14:55 DR-spareplan: Se, hvad der nedlægges


Se også: Raser over dødsdømte DR-kanaler: - Danmark bliver i dag mere leverpostejs-farvet

273 kommentarer
Vis kommentarer