Bestikkelses-skandale koster fodboldboss dyrt

Efter en gave til 45.000 kroner mister tysk fodboldpræsident jobbet og en årsløn på fem millioner kroner

Reinhard Grindel sidder endnu i UEFA's eksekutivkomite - blandt andet sammen med DBU's Jesper Møller - men det er på lånt tid. Foto: AFP
Reinhard Grindel sidder endnu i UEFA's eksekutivkomite - blandt andet sammen med DBU's Jesper Møller - men det er på lånt tid. Foto: AFP

Tre år nåede 57-årige Reinhard Grindel at sidde som præsident for det tyske fodboldforbund, DFB. Tirsdag blev han smidt på porten. Fældet på grund af korruption. 

Præcis som sine to forgængere, Wolfgang Niersbach og Theo Zwanziger. 

De blev smidt på porten, da det blev afsløret, at Tyskland havde brugt ufine metoder, da landet sikrede sig VM-slutrunden i 2006.

En sag, der også kostede fodboldikonet Franz Beckenbauers gode ry og rygte. Han var dengang formand for den tyske VM-komite. 

Da Reinhard Grindel i 2016 sagde farvel til forbundskansler Angela Merkels CDU for at blive præsident i fodboldforbundet, sagde han, at han ville indlede en ny æra med ordentlighed og gennemskuelighed. 

Selv ville han nøjes med en månedsløn på 107.000 kroner.

Men i sidste uge kunne det tyske magasin Der Spiegel fortælle, at Grindel ved siden af havde hævet 580.000 kroner som formand for DFB’s medieafdeling.

Det, der endelig væltede Grindel, var en afsløring i Bild i mandags. Avisen fortalte, at Grindel til sin fødselsdag i 2017 havde modtaget et ur til en værdi af 45.000 kroner fra den ukrainske forretningsmand Grigory Surkis. 

Ukraineren var på det tidspunkt vicepræsident i UEFA, hvor Reinhard Grindel stadig har en plads i eksekutivkomiteen. 

Grindel siger, at han først i weekenden fandt ud af, hvor meget uret er værd. Samtidig understregede han, at han ikke er grådig.

Men han må ikke modtage den slags gaver uden at opgive det til det tyske skattevæsen og såmænd også til UEFA. 

Han har nok haft travlt med at tælle penge. For ud over de 107.000 om måneden som præsident for DFB, har han også modtaget en pæn hyre fra UEFA og fra FIFA, hvor han sidder i det bestemmende råd, det såkaldte Counsil.

De to poster har givet ham tilsammen 3,7 millioner kroner om året. Med pengene fra DFB har han haft en samlet årsløn på fem millioner kroner.

Nu mister han det hele. Han kan ikke sidde i hverken UEFA’s eller FIFA’s styrende organer uden at have en ledende post i sit eget nationale forbund.

Fodboldbosser elsker dyre ure

Reinhard Grindel er langt fra den første fodboldleder, der har haft problemer med dyre ure.

Det vakte en vis opsigt, da Bayern München-bossen Karl Heinz Rummenigge i februar 2013 efter et besøg i Qatar blev knaldet i tolden i München.

Han havde ’glemt’ at fortolde to Rolex-ure til en samlet værdi af 1,5 millioner kroner. Urene havde han fået af en ven i Qatar.

En pinlig sag, som udløste en bøde på 1,8 millioner kroner.

Ved VM i Brasilien i 2014 fik samtlige 24 medlemmer af FIFA’s eksekutivkomite en gave pose fra de brasilianske værter. 

I posen lå blandt andet et Parmigiani-ur til en værdi af 125.000 kroner. Kun tre medlemmer rapporterede gaven til FIFA. 

Reinhardt Grindels tyske forgænger i FIFA, Theo Zwanziger, var ikke blandt de tre. Han blev først opmærksom på urets værdi, da han blev kontaktet af pressen. Sagde han.

Se også: Storklubber vil kuppe Champions League

Se også: Ny voldsom aktør i Champions League

Se også: Ekstra Bladet afslører: Klub-VM kan splitte europæisk sammenhold

6 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere