Dansker vandt 310 millioner: Sagde op med det samme

Ferrari havde desværre lukket, da den nye mangemillionær var forbi

Her er vinderkuponen. Foto: Danske Spil
Her er vinderkuponen. Foto: Danske Spil

Danskeren, der fredag var den ultraheldige vinder af 310 millioner kroner, sagde prompte sit job op efter den vilde gevinst.

Det fortæller han i et interview med Danske Spil.

- Jeg sagde: Jeg har en dårlig og en god nyhed. Den dårlige er, at jeg siger op fra dags dato. Den anden er, at jeg har vundet ufattelig mange penge. Han blev meget glad på mine vegne. Vi har været igennem en del sammen, siger manden i 40'erne om opkaldet til den nu tidligere chef.

Havde intet hørt
Manden husker tydeligt, da han fik opkaldet fra Danske Spil med de store nyheder:

- Jeg var ude at køre med min bror, da Danske Spil ringede. Kvinden i den anden ende spurgte, om jeg havde hørt noget om en stor gevinst, der havde været i Roskilde. Jeg havde intet hørt, og havde faktisk ikke skænket det en tanke, at jeg havde spillet, så jeg troede måske, det drejede sig om en million eller to. Hun sagde, så, at jeg hellere måtte køre ind til siden, for det var en del mere end det, siger han, der ikke vil have sit navn frem.

- Min bror havde hørt om den kæmpe gevinst i medierne, så han lurede det vist lidt før mig. Han begyndte bare at græde. Det var så vildt. Og jeg er så glad for, at han var med mig.

Ferrari havde lukket
Manden er single og har en søn. Med hans egne ord kommer den enorme sum til at ændre hans liv fuldstændigt.

- Desværre havde Ferrari lukket om lørdagen, så jeg kørte ud til Mercedes i stedet for og lagde en bestilling. Om søndagen åbnede Ferrari så ekstraordinært for os, men det er jo svært at vælge. Men altså. Tænk lige på, hvor stort det er at kunne tage sin søn med til sådan en oplevelse - og lade ham være med til at vælge. Jeg kan slet ikke være i min krop over det, siger han.

Han drømmer også om en Lamborghini og den nyeste Tesla.

Penge til familien
Alle pengene skal dog ikke kun bruges på ham selv og sønnen.

Således fortæller han, at brødrene og deres børn også får en del af kagen.

- De skal selvfølgelig have nogle millioner hver. Jeg har desuden fået oprettet børneopsparinger til deres børn, så de kan få en god start på deres voksenliv og kan studere uden at skulle tænke på noget. Min egen søn har jeg selvfølgelig også sikret på alle måder. Min far og hans kommende kone skal have en ny bil, jeg betaler deres hus ud og betaler for deres kommende bryllup. Du drømmer slet ikke om, hvor fedt det er at kunne gøre dette. Det gør mig så glad og stolt.

Champagnen bliver i flasken
Selvom pengene pludselig er store, er det ikke champagne, glassene skal fyldes med.

- Sandheden er, at jeg ikke drikker alkohol mere, da jeg har fået rigeligt af den slags gennem tiden. Jeg har altid været et meget følsomt menneske, der gerne har villet hjælpe andre. Denne gevinst vil gøre det muligt for mig at hjælpe endnu flere og gøre en masse godt.

- Nu hvor min familie er sikret, vil jeg se på projekter, hvor jeg kan hjælpe fattige børn over hele kloden, og jeg vil investere størstedelen af mine penge, så jeg netop kan generere endnu flere penge til den slags. Det skal jeg bruge resten af mit liv på. Og så bare nyde, at jeg aldrig mere skal tænke på at knokle. Jeg er så taknemmelig, siger den nykårede mangemillionær.

Læs også om Ole, der vandt en enorm gevinst. Han har kun en halv million på kontoen.

Her kan du læse om de heldigste lotto-tal

FAKTA: Her kan du få hjælp for spilafhængighed

Hvis man føler, at man har mistet kontrollen med sit spil, kan man søge hjælp en række steder.

Læs mere her:

* Hjælpelinjen StopSpillet kan kontaktes på 70 22 28 25.

* Center for Ludomani kan kontaktes på 70 11 18 10.

* Dansk Misbrugsbehandling kan kontaktes på 70 10 03 03.

* Desuden findes der på www.borger.dk en guide til mulighederne for hjælp i de enkelte kommuner.