Gav million-besked: - Jeg rystede over hele kroppen

Vicki Lindahl Tillebæk overrakte beskeden til den heldige dansker, der fredag vandt 310 millioner kroner

Vicki Lindahl Tillebæk kunne fredag fortælle en mand fra Roskilde, at han havde vundet 310 millioner kroner i Eurojackpot. Privatfoto.
Vicki Lindahl Tillebæk kunne fredag fortælle en mand fra Roskilde, at han havde vundet 310 millioner kroner i Eurojackpot. Privatfoto.

En heldig dansker vandt fredag 310 millioner kroner i Eurojackpot, og det var Vicki Lindahl Tillebæk, der havde fået til opgave at overrække beskeden til den heldige vinder.

Det var noget af en oplevelse, fortæller hun til Ekstra Bladet.

- Nu har jeg jo født tre børn, og det er stor nok i sig selv, men det at give sådan en nyhed her, det var jo helt exceptionelt. Jeg rystede jo over hele kroppen og havde hjertebanken.

- Jeg var næsten mere nervøs, end han var, da han fandt ud af, hvor mange penge han havde vundet, fortæller Vicki Tillebæk, der har arbejdet i kundecenteret hos Danske Spil i lidt mere end et år.

Danmarks nye mangemillionær: Troede, det var fis

Telefonsælger
I begyndelsen skulle der en smule overtalelse til, før vinderen rent faktisk troede på, hvad Vicki Tillebæk sagde.

- Han troede, jeg tog mega meget pis på ham. Men jeg fik ham overbevist, han troede jeg var telfonsælger.

Ekstra Bladet var med, da danmarkshistoriens største lottogevinst blev overrakt i 2015.

De fem største gevinster i Danmarkshistorien

1. 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør

2. 310.785.127 kroner, Eurojackpot, 2021, Roskilde Kommune

3. 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg

4. 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør

5. 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring

Kilde: Danske Spil

Vicki Tillebæk fik overbevist vinderen om, at han skulle tjekke sin kupon, hvor han kunne se, at han havde vundet den store præmie på mere end 300 millioner.

- Man har jo lyst til at give ham en kæmpe krammer og sige et mega stort tillykke. Man bliver simpelthen så overvældet af følelser, fordi man bliver så glad på hans vegne, siger hun.

Prøvet det før
Det er ikke første gang, 35-årige Vicki Tillebæk har overrakt beskeden til en million-vinder.

- Jeg havde en kunde igennem på et tidspunkt, der skulle have tjekket sin lotto-kupon, og hun vidste ikke, at hun havde vundet fem millioner på den.

- Da måtte jeg lige bede hende om at sætte sig ned, og så kunne jeg 'breake' for hende, at hun havde vundet fem millioner på en lottekupon, siger Vicki Tillebæk.

En bondegård eller en musikbutik? Ekstra Bladet har været på gaden i Roskilde for at høre, hvad 310 millioner kroner kunne bruges til