Slår alarm: - Betyder stadig meget for mig

Spilreklamer er for udspekulerede, kyniske og beregnende, siger Claus Elgaard oven på omdiskuteret interview med fodboldlandstræner Kasper Hjulmand

Claus Elgaard er blandt radioværterne på Radio4. Foto: Dennis Christensen
Claus Elgaard er blandt radioværterne på Radio4. Foto: Dennis Christensen

2. division er tilbage, og som specielt tilbud kan du nu se slutspillet gratis. Følg dit hjerte, følg din klub og få adgang her

Er du allerede PLUS-kunde, ser du kampene her

Det vakte opsigt landet over mandag, da Radio4 interviewede landstræner Kasper Hjulmand, og denne udtalte sig kritisk om reklamer på spil og betting.

Fordi Hjulmands arbejdsgiver er Dansk Boldspil-Union, og fordi Danske Spil er blandt DBU’s hovedsponsorer.

Bag interviewet stod journalist Claus Elgaard, der i mange år var et kendt ansigt på TV2’s sendeflade. Han er selv tidligere ludoman, har været gennem et længere behandlingsforløb og har tilmed skrevet en bog om sine forfærdelige år som ludoman.

Han understreger over for Ekstra Bladet, at det bestemt ikke var intentionen med interviewet, at det skulle handle om spilreklamer. Men at det er oplagt at spørge landstræneren om hans holdning til det jævnfør ovenstående faktum.

Claus Elgaard lægger dog heller ikke skjul på, at han nærer et problematisk forhold til spilreklamer, fordi han har fulgt udviklingen i ludomani i Danmark gennem mange år.

- Det betyder stadig meget for mig. Jeg har holdt mange foredrag om det, og jeg har set, hvordan det har eskaleret gennem årene. Flere og flere bliver afhængige. Det har Center for Ludomani jo også bekræftet. Problematikken bliver større og større, og derfor ligger det mig på sinde, fortæller han.

Luk da ikke kasinoerne
Af åbenlyse årsager var hans eget misbrug ikke et resultat af reklamernes magt. For, som han tilføjer med et grin, ’var der slet ikke reklamer om det dengang’.

Og Claus Elgaard tilføjer, at han ikke fordømmer spil.

- Det gør jeg sgu ikke. Jeg er blevet spurgt, om man så skal lukke kasinoer. Nej, for helvede da. Det er da fedt at tage pænt tøj på, gå derhen og få en drink. Men det er som med rødvin. Et enkelt glas er godt. Bare det ikke bliver tre flasker, siger han.

Men som Kasper Hjulmand nærer Claus Elgaard en skepsis over for reklamerne. Dem der opfordrer alle, både de ansvarlige, børn, unge og uansvarlige til at spille.

Reklamerne og den manglende vilje til at gøre noget ved dem.

- I gamle dage, i begyndelsen kunne man vinde en rød Cadillac eller en stor lystyacht, når man spillede. Det var drømmen om de mange penge. Og netop den drøm om de mange penge har vi jo alle sammen stadig. Men i dag er det (som følge af reklamerne, red.) gået hen og blevet et socialt samlingspunkt. Nu er det hygge, lige så meget som det er at vinde, siger han.

Har ændret karakter
- Reklamerne har desuden ændret karakter. Tag de der spil.nu-reklamer, hvor der sidder en person med en enarmet tyveknægt bagved og fortæller, at så ringer jeg til min ven, og så spiller vi, og så er det fedt.

- Og dem med Uffe Holm, hvor han på skiferien med kæresten sidder og spiller på sin telefon, mens de sidder i liften. Af samme grund vil han pludselig ikke stå på ski og siger, at vejret er for dårligt. Han lyver åbenlyst.

- Hvad vil de sige med det? Alle misbrugere lyver. Det gjorde jeg også selv. De fortæller, at det er helt naturligt at lyve. Reklamerne gør afvigende adfærd bliver til normal adfærd. Det er for udspekuleret og kynisk. For beregnende, siger han.

Han understreger, at han bestemt ikke fordømmer spil. Den dag i dag kan han selv gå ned i kiosken og spille på Oddset.

- Jeg kan også godt forstå spilleklubber eller sweepstakes - at man spiller 50 eller endda 400 kroner på første målscorer i en kamp. Det skal bare ikke have konsekvenser for eksistensen, siger han.

Koster samfundet mange penge
Han opfordrer til, at der igen bliver set på spilreklamer i Danmark.

- Der er restriktioner på cigaretter og alkohol. Jeg har svært ved at se, hvorfor det ikke også skal være gældende for spil. Som på cigaretpakkerne burde der være en disclaimer, der gør opmærksom på det, siger han.

Én ting er de forfærdelige konsekvenser, det kan have for de afhængige og deres pårørende. For Claus Elgaard kostede det et parforhold for mange år siden. Noget andet er samfundsøkonomien.

- Der er ikke lavet undersøgelser på det, som tilfældet er med alkoholikere. Men ludomani koster samfundet mange penge hvert år. Det er så mange konsekvenser. Skilsmisser, underslæb, alt muligt.

- Vi har en regering, der på den ene side gerne ser restriktioner på området. På den anden side ejer de Danske Spil. Jeg forstår bare ikke de mekanismer, siger han.

DBU Pokalen - 2. jul. 2020 - kl. 08:49 Fodboldboss med stor corona-fortrydelse

Se også: Uskyldig Braithwaite betaler høj pris

133 kommentarer
Vis kommentarer