Mere optur i Bristol

John Ward har vendt skuden og succesen kan fortsætte med tre point mod nedrykningstruede York

Bristol Rovers rider på en bølge af succes i øjeblikket og den kan skylle hen over York i eftermiddag. (Arkivfoto: AP/Martin Meissner)
Bristol Rovers rider på en bølge af succes i øjeblikket og den kan skylle hen over York i eftermiddag. (Arkivfoto: AP/Martin Meissner)

Spilforslag Det kan gå stærkt i fodbold, og tingene kan ændre sig ganske hurtigt, selv når man synes brikkerne er begyndt at falde på plads. Det er Bristol Rovers blevet et ganske fint eksempel på.

'Piraterne' havde hovedet i galgen og lå midt i januar på sidstepladsen i League2 med kursen sat mod Conference League. Her godt to måneder senere er holdet placeret i midten af tabellen og ikke helt ude af billedet til en plads i playoff.

Det kan man roligt kalde opadgående momentum, og det kan såmænd sagtens fortsætte i lørdagens hjemmekamp mod York, der for sin del begynder at ligne et hold, der kan lande med sorteper på sidste spilledag.

Gæsterne er uden sejr i 15 kampe i træk, og selvom der er plukket point gennem en del uafgjorte resultater, så hjælper det ikke stort i den nuværende situation. Man vil nok kunne leve med uafgjort igen i lørdagens kamp, og det er naturligvis også et muligt udfald. Det er dog en fare, som vi lever med, når nu odds på hjemmeholdet er så interessant som 2,00.

LIVE: Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Bristol Rovers' optur tog fart med ansættelsen af John Ward i midten af december. Den tidligere York-manager har siden hentet ti sejre i 17 kampe (10-3-4). Ganske bemærkelsesværdigt al den stund, at der var hentet bare fire sejre i de foregående 22 kampe.

Hjemme på Memorial Stadium er facit 7-0-2 under Ward, hvilket har rykket Bristol Rovers frem som det mest vindende hjemmehold uden for playoff. Faktisk er der kun tre hold, der har vundet flere hjemmekampe i League2 i denne sæson.

Det kan så sammenholdes med York, der har har næstfærrest udesejre, men som advarsel også femtefærrest nederlag.

Mandskabsmæssigt er begge hold fortsat ramt af afbud fra nøglespillere. Bristol Rovers mangler Gary Kenneth (forsvar), Matthew Gill (midtbane), Oliver Norburn (midtbane), David Clarkson (angreb) og Matt Harrold (angreb), hvilket er et solidt indgreb i stærkeste opstilling. Det er dog kun Norburn, der for alvor har spillet en rolle siden årsskiftet, og selvom der optimisme at spore, så bliver han næppe klar.

Holdkammeraterne har dog vist, at de også kan i hans fravær, og faktisk kan man godt argumentere for, at det ser bedre ud end som så. Stamspillerne Joe Anyinsah (midtbane) og Fabian Broghammer (midtbane) er klarmeldt, og meget tyder på, at det også bliver tilfældet for Adam Virgo (forsvar). Dermed ligner det et hjemmehold, der er bedre rustet end det, der i de seneste to kampe har besejret Port Vale (2-0) og Rochdale (2-1).

Endnu en lejesvend
York-manager Nigel Worthington har ind til videre haft fire kampe med ansvaret på sidelinien og kvitteret med et enkelt point. Altså ingen umiddelbare mirakler under den tidligere nordirske landstræner. Hans jagt på en succesfuld opskrift har fået en ekstra ingrediens i skikkelse af Adam Reed (midtbane), der kommer på leje fra Sunderland. Han har senest spillet på leje i Portsmouth og kan debutere i lørdagens kamp.

Fraværslisten tæller stærke folk som Chris Doig (forsvar) og Scott Kerr (midtbane), men Lanre Oyebanjo (forsvar) og Michael Coulson (midtbane/angreb) nærmer sig comeback. Sidstnævnte vil næppe være klar til at kunne starte inde. Tilgangen af Reed betyder i øvrigt, at tre lejesvende må stå over. Der er otte af slagsen i klubben i øjebkikket og der må kun være fem i kamptruppen.

Alex Rodman (angreb) og Mark Rankine (angreb) har været de seneste, der er blevet siet fra i takt med at nye lejesvende er kommet ind, og lørdag følger så endnu en. Det kan betyde, at Worthington måske chancer den omkring målmandsposten, hvor lejesvenden Arron Jameson, der er gardering for Michael Ingham, kan ryge ud i kulden. Alternativet synes kun at kunne blive Alex McGrath (midtbane), der ellers har været fast mand.

Hvad spiller du på i dag? Del dine tip i kommentarfeltet under artiklen eller i vores Facebook-gruppe.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere