Ingen bid i Guadalajara

Velez Sarsfield ligner en meget stor mundfuld for de kriseramte mexicanere i Copa Libertadores

Mauro Obolo har været en iøjnefaldende forstærkning hos Velez Sarsfield med scoringer i hver af sine første tre kampe siden skiftet fra Arsenal de Sarandi. (Foto: AP/Matilde Campdonico)
Mauro Obolo har været en iøjnefaldende forstærkning hos Velez Sarsfield med scoringer i hver af sine første tre kampe siden skiftet fra Arsenal de Sarandi. (Foto: AP/Matilde Campdonico)

Spilforslag Det er et par af de geografiske yderpunkter, der mødes når mexicanske Guadalajara tørner ud mod argentinske Vélez Sarsfield i den sydamerikanske Copa Libertadores.

Hjemmeholdet nåede semifinalerne i sidste sæson og indledt gruppespillet i år med en 3-0 sejr mod Defensor Sporting på udebane. Netop i den mest prestigefyldte af de sydamerikanske klubturneringer har Velez Sarsfield gjort det glimrende og hjemme været lidt af en magtfaktor med ni sejre i de 10 kampe, det er blevet til hen over de seneste to år. Seks af sejren var på mindst to mål.

Man har også været stærke på hjemmebane i den hjemlige liga, men dog her knapt så overbevisende det sidste halve år, hvor der simpelthen er blevet scoret for få mål.

Det ændrer nu ikke på, at mexicanske Guadalajara ikke er på argentinsk niveau, og i øvrigt inde i en svag periode med nu 12 kampe i træk uden sejr. Det betyder blandt andet, at man ligger sidst i den mexicanske liga. Man har aldrig været et hold, der scorede mange mål, men de øjeblikkelige to efter syv ligakampe er trods alt langt under vanlig standard.

LIVE: Følg kampen direkte på ekstrabladet.dk

Det er en krise for Mexicos mest succesfulde klub, der har forsøgt sig med en udskiftning af træner - uden at det har haft nogen effekt.

Ikke overraskende har den hjemlige liga stort fokus, og derfor var det måske heller ikke helt uventet, at man trods alt valgte at spare spillere til den første gruppekamp. Her lykkedes det alligevel at hente 1-1 hjemme mod Deportivo Quito på en udligning langt inde i dommerens tillægstid.

Med en meget vanskelig hjemmekamp mod Santos Laguna på søndag, så bliver der formentligt også sparet på kræfterne i nattens opgør. Træner Marcos Ignacio Ambriz har i hvert fald ikke lagt skjul på, at der bliver mindst et par ændringer på holdet i forhold til weekendens kamp mod San Luis (0-0).

I forvejen har man et par stamspillere ude med skader.

Det samme er ikke tilfældet hos hjemmeholdet. Her tipper lokale medier, at startopstilling bliver meget lig den, der i lørdags knuste Banfield med 4-0 i den hjemlige liga. I den kamp kom nyerhvervelserne Federico Insúa (midtbane) og Mauro Ivan Obolo (angreb) på tavlen. Specielt sidstnævnte er en interessant forstærkning. Han har nu scoret i hver af sine første tre kampe i sæsonen og kan være lige præcist den målscorer, som klubben har sukket efter siden salget af Santiago Martín Silva til Fiorentina i august.

Enkelte spillere trækker med småskader, men der er ikke tale om bærende kræfter, og så kan man i praksis stille meget tæt på stærkeste opstilling. Således er stamspilleren Héctor Miguel Canteros (midtbane) inkluderet i truppen efter at han stod over med sygdom mod Banfield.

Med er også Lucas David Pratto (angreb), der blev hentet i Genoa i januar, og kan debutere i aften.

Odds på den rene hjemmesejr ligger lavt, så vi vover pelsen og peger på en hjemmesejr på mindst to mål - velvidende at argentinerne trods alt ikke hører til de mest scorende hjemmehold i den hjemlige liga, men trods alt plejer at score flittigt, når menuen er Copa Libertadores. Sparegrisen bliver dog under alle omstændigheder ikke slagtet.

Hvad spiller du på i dag? Del dine tip i kommentarfeltet her under eller i vores Facebook-gruppe.

0 kommentarer
Vis kommentarer